En sommer med skybrud og kraftige regnskyl

Klimaforandringerne betyder, at vi i Danmark får flere kraftige regnskyl og skybrud – ikke mindst om sommeren. Det har vi også oplevet denne sommer i Lyngby.

De store og pludselige regnmængder presser kloaksystemet, og flere steder har der været vand på veje, i kældre eller andre steder på private grunde.

Nogle af problemerne skyldes, at kloakriste langs vejene ikke er fri for blade og skidt, og det forhindrer vandet i at løbe væk fra vejen. Andre gange er kloakken fyldt med vand, og derfor kommer vandet op af kloakdæksler og af toiletter og afløb i kældre.

I Lyngby-Taarbæk Forsyning får vi mange henvendelser om kloakker, der ikke virker efter hensigten, men det er ikke os, der har ansvaret for alle brønde til kloaksystemet.

 

Runde brønddæksler og firkantede riste

Som udgangspunkt møder borgerne i Lyngby-Taarbæk Kommune to typer brønde til kloaksystemet – de runde brønddæksler og firkantede riste langs vejene.

Det er Lyngby-Taarbæk Forsyning, der har ansvaret for brønde med runde kloakdæksler, mens det er vejafdelingen i Lyngby-Taarbæk Kommune, der har ansvaret for de firkantede riste i offentlige veje.

Hvis du oplever, at vandet løber op af et rundt kloakdæksel, skal du ringe til Lyngby-Taarbæk Forsyning på 72 28 33 60.

Hvis der derimod er problemer med de firkantede riste i vejene, skal du kontakte vejafdelingen i Lyngby-Taarbæk Kommune på 45 97 30 00.

Oprensning af riste på private fællesveje er ejernes eget ansvar.