Lyngbys vand er fri for nyt pesticid

Borgerne i Lyngby-Taarbæk kan roligt åbne hanen og drikke vandet. Nye prøver viser, at vandet heller ikke indeholder pesticidet N,N-Dimethylsulfamid (DMS), som for nogle uger siden blev fundet på nogle vandværker i hovedstadsområdet.

For nogle uger siden meddelte HOFOR, at de havde fundet rester af en ny type pesticid – N,N-Dimethylsulfamid, også kaldet DMS – i drikkevandet fra flere vandværker. Derfor har Lyngby-Taarbæk Forsyning fået testet vandet for samme pesticid, og det er ikke i drikkevandet i Lyngby.

”Da HOFOR fandt DMS i deres drikkevand, fik vi straks taget nogle vandprøver for stoffet. Vores normale laboratorium er endnu ikke certificerede til at teste for DMS, og derfor har vandprøverne været en tur i Tyskland. Der er ikke spor af pesticidet i vores eget drikkevand og heller ikke i det vand, vi importerer fra Sjælsø Vandværk”, fortæller projektleder Kim Dan Jørgensen, der er ansvarlig for drikkevandskvaliteten i Lyngby-Taarbæk Forsyning.

40 procent af drikkevandet i Lyngby-Taarbæk kommer fra Lyngby-Taarbæk Forsynings to vandværker, og de resterende 60 procent kommer fra Sjælsø Vandværk.

Stort fokus på vandkvaliteten i Lyngby

Miljøstyrelsen har fastsat, hvilke stoffer landets vandforsyninger skal analysere for i drikkevandet. Fra 1. juli 2018 udvides listen over analyserede stoffer i drikkevandsbekendtgørelsen på grund af de seneste fund af pesticider. Lyngby-Taarbæk Forsyning tester drikkevandet for mere end 40 naturligt forekommende og menneskeskabte stoffer – og også for stoffer, der ikke er lovkrav om.

”I Lyngby ligger vores vandboringer fjernt fra landbrugsjord, så der er en del pesticider, vi ikke støder på. Til gengæld borer vi bynært, og der har tidligere været en del forurenende virksomheder i Lyngby. Derfor har vi fokus på stoffer, der kan stamme fra jordforurening, og på de pesticider, der typisk er blevet brugt i parker og i private haver. Vi har derfor et udvidet kontrolprogram for netop disse stoffer, så vi kan sikre drikkevandskvaliteten”, fortæller Kim Dan Jørgensen.

Udover at følge testresultaterne tæt, så samarbejder Lyngby-Taarbæk Forsyning med Region Hovedstadens jordforureningsfolk om at sikre drikkevandskvaliteten.

”Region Hovedstaden er generelt i gang med at kortlægge omfanget af jordforurening en række steder i kommunen. Og på baggrund af deres undersøgelser vurderer vi hele tiden, om der er nye stoffer, som vi skal være ekstra opmærksomme på”, forklarer Kim Dan Jørgensen.

Som led i indsatsplanen for grundvandsbeskyttelse fortager Lyngby-Taarbæk Forsyning også en række vandanalyser i 2018. Prøverne bliver taget i oplandene til de eksisterende kildepladser for at kontrollere kvaliteten af grundvandet og opdage en eventuel forurening, inden den når indvindingsboringer og kildepladser.

79 vandprøver i 2017

Selvom forekomsten af pesticider og andre stoffer i grundvandet er vigtige at følge tæt, er der mange andre faktorer, der påvirker vandkvaliteten. Hygiejne på vandværker og andre anlæg er afgørende og prioriteres derfor særligt højt.

”Forbrugerne skal kunne stole på, at drikkevandet er i orden, og derfor har vi har en række instrukser, vi skal følge, når vi færdes på vores anlæg – for vi skal jo heller ikke selv forurene vandet. Vi tager flere prøver, end vi er forpligtet til, og vi tester både på vandværker, ledningsnet, i vandtårnet og hos forbrugerne”, fortæller ansvarlig for Forsyningens vandværker, Hans Jørgen Brunk Olsen, mens han viser en af de haner, hvor laboratoriet tager deres vandprøver.

”Der skal meget lidt til at forurene en vandprøve, så også ved prøvetagning er hygiejnen vigtig. Hanen bliver både sprittet af og brændt med en gasflamme, inden prøveglasset bliver fyldt”, forklarer Hans Jørgen Brunk Olsen.

I 2017 blev der taget 79 vandprøver til analyse af drikkevandskvaliteten i Lyngby-Taarbæk Forsynings anlæg. I 7 vandprøver viste analyserne, at der var overskridelser af kvalitetskravet for drikkevandet. I 5 af dem har det drejet sig om et let forhøjet indhold af jern. Alle omprøver har efterfølgende afkræftet en forurening af drikkevandet.

 

Læs mere om drikkevandskvaliteten under Vand, blandt andet er vandkvalitetsrapporten for 2017 (pdf) netop offentliggjort.