Ris og ros til Lyngby-Taarbæk Forsyning

I efteråret gennemførte Lyngby-Taarbæk Forsyning en kundeundersøgelse, og vi vil gerne takke de mere end 1.000 kunder, der brugte tid på at svare på spørgeskemaet.

Vi kvitterer for kundernes tid med at behandle alle svar seriøst og se, hvordan vi kan forbedre os. For selvom de fleste er tilfredse, skulle vi gerne have endnu bedre bedømmelser næste gang, vi gennemfører en kundeundersøgelse.

Vi fik både ris og ros, og mange kom med forslag til, hvordan vi kan forbedre vores service, ydelser og kommunikation.

 

Generelt er der stor tilfredshed med vores leverancer, men undersøgelsen viser også, at der er områder, hvor vi kan forbedre os.

Fx er der er behov for at præcisere, hvem vi er, da flere tror, at Lyngby-Taarbæk Forsyning er en del af Lyngby-Taarbæk Kommune, selvom vi 1. januar kan fejre 10-års jubilæum som selvstændigt aktieselskab ejet af kommunen.

De fleste ved, at vores opgave er at levere drikkevand, aflede og rense spildevandet og håndtere affaldsordningerne i Lyngby-Taarbæk. Men 34 procent tror, at vi også har ansvaret for gadebelysningen, og 11 procent mener, at vi leverer fjernvarme – det gør vi ikke.

Det er i alles interesse, at kunderne ved, hvilke opgaver vi løser, og derfor er det noget, vi vil gøre mere ud af at formidle.

 

Du kan se resultatet af kundeundersøgelsen her.

 

Misforståelser og tvivl

Undersøgelsen viste, at en del kunder er i tvivl om, hvordan affaldet skal sorteres, og der er også en række misforståelser. Dem skal vi naturligvis have ryddet af vejen – og vi begynder her:

  • Plast behøver ikke vaskes rent, inden det kommer i 4-kammerbeholderen.
  • Skraldebilerne har flere kamre, og derfor bliver det sorterede affald ikke blandet.
  • Lyngby-Taarbæk Forsyning er et selvstændigt aktieselskab. Vi leverer drikkevand, afleder og renser spildevandet og håndterer affaldsordningerne.
  • Vi har intet med gadebelysning, fjernvarme, elforsyning eller fællesantenneanlæg at gøre.
  • I undersøgelsen er flere utilfredse på grund af problematikken om snerydning og kloakrensning på private fællesveje. Men det er ikke en sag, som Lyngby-Taarbæk Forsyning har noget med at gøre. Det er Lyngby-Taarbæk Kommune, der har kørt en ordning på private fællesveje, som er blevet kendt ulovlig.