Storskrald

Ændringer i indsamling af storskrald på udvalgte ruter

Affald

Fra september vil en gruppe kunder opleve en ændring i afhentning af deres storskrald. For nogle skyldes det, at skraldebilerne får nye ruter. For andre sker ændringen, fordi vi skal følge Lyngby-Taarbæk Kommunes affaldsregulativ.

Fra september vil kunder på udvalgte adresser opleve, at afhentningen af storskrald ikke er helt som det plejer. Nogle kunder får en ny tømmedag, mens andre får tømt mindre hyppigt end tidligere. Og det er der gode grunde til. 

Nye ruteplaner – ny tømmedag 

For at optimere skraldebilernes ruter, så vi minimerer kørsel på vejene og udleder mindre CO2, har vi lagt nye ruteplaner for udvalgte skraldebiler. Det betyder for nogle kunder, at de fra september får hentet storskrald på en anden ugedag, end de er vant til. Ændringen gælder også, hvis man også har en beholder til pap, da de tømmes samme dag som storskrald. 

Afhentning hver 4. uge i stedet for hver 14. dag

Fra september vil nogle kunder også gå fra at få hentet storskrald hver 14. dag til at få hentet hver 4. uge. Det skyldes, at vi i Lyngby-Taarbæk Forsyning skal følge Lyngby-Taarbæk Kommunes regulativ for husholdningsaffald §23.3. I regulativet fremgår det, at storskrald i parcel- og rækkehuse skal indsamles hver 4. uge. Kunder i parcel- eller rækkehus, der indtil nu har fået afhentet storskrald hver 14. dag, vil derfor fremover få hentet storskrald hver 4. uge som hos alle andre i samme boligtype. Ugedagen vil også kunne ændre sig.

Du kan tjekke din tømmedag

Hvis du vil tjekke, hvilke dage du får hentet storskrald, kan du gøre det her: ltf.dk/tømmedag eller i appen Affaldsportal.

Sådan sikrer du, at dit storskrald bliver afhentet til tiden 

For at vi kan hjælpe dig af med dit storskrald, beder vi dig om at stille det ud til vejen dagen før eller senest klokken 7.00 på afhentningsdagen. Hvis du oplever, at dit affald ikke bliver afhentet inden klokken 18 på tømmedagen, kan du melde det til os på ltf.dk/selvbetjening. 

Tilmeld dig SMS- eller e-mail service

Hvis du er tilmeldt besked-service, vil du automatisk få en SMS eller mail med en påmindelse om, hvornår vi kommer forbi dig for at hente storskrald, så du kan være forberedt. Er du endnu ikke tilmeldt, kan du gøre det på ltf.dk under selvbetjening.

Du kan også benytte genbrugsstationen

Du er altid velkommen til at benytte vores genbrugsstation på Firskovvej, som har åbent hele ugen mellem kl. 8 og 17.