Dreng med vandglas

Du bor oven på det grundvand, du skal drikke – vær med til at passe på det

Drikkevand

I Lyngby-Taarbæk bor vi oven på vores grundvand. Grundvand er kilden til rent drikkevand. Rent drikkevand er dit og vores ansvar, og det vi gør nu, gør en forskel – også i fremtiden. 

Vi elsker at åbne hanen og tappe rent, friskt vand her i Danmark. For os er det en selvfølge. Det ønsker vi også det skal være for de kommende generationer.

Det rene drikkevand er gemt under din have, din indkørsel og dit fortov. Det er herfra, vi henter det grundvand, der bliver til rent drikkevand.

Vores opgave som vandforsyningsselskab er at gøre alt, hvad vi kan, for at beskytte grundvandet mod enhver risiko for forurening. Det er politisk bestemt og har været kutyme gennem mange år, at det grundvand, vi henter op fra undergrunden, kun gennemgår en simpel vandbehandling, inden det anvendes til drikkevand. Det kan lade sig gøre, så længe grundvandet overordnet set er rent og fri for skadelige kemikalier.

En stor del af undergrunden i kommunen bruges til drikkevand

Hele 85% af vores areal i Lyngby-Taarbæk – altså under jorden – er det, vi kalder indvindingsopland til vores vandforsyning. Det er den del af undergrunden, vi pumper grundvand op fra og danner drikkevand af. Derfor skal vi undgå forurening af grundvandet.

85%

af undergrunden i Lyngby-Taarbæk bruger vi til at hente vores grundvand, som bliver til drikkevand.

Nogle af de steder, vi indvinder fra, er mere følsomme end andre, men vi søger også efter nye indvindingssteder for at sikre drikkevand i fremtiden, og derfor handler det om at undgå forurening overalt i kommunen. For alt det, der bliver spredt ud på jorden– pesticider, olie fra gamle olietanke, gammel industriforurening mm. – siver før eller siden gennem jorden og ned til grundvandet. 

Drop sprøjtegift

Selv en lille dråbe sprøjtegift – pesticid – kan forurene en stor mængde af vores grundvand. Vi opfordrer derfor alle til at stoppe med at bruge sprøjtegifte i haven eller indkørslen. For du bor med stor sandsynlighed oven på det grundvand, der skal pumpes op og bruges til drikkevand til kommende generationer.

1 gram

sprøjtegift kan forurene en hel families forbrug af drikkevand i 80 år.

Alternativet til pesticider er at fjerne ukrudt. Det kræver ofte lidt knofedt og et lugejern, men det er et bedre alternativ. Sprøjtegift er måske et nemt quickfix i øjeblikket, men kan i fremtiden være årsag til, at grundvandet er forurenet og skal gennemgå en avanceret og ressourcekrævende rensning for overhovedet at kunne anvendes til drikkevand.

Jordvarmeboringer er ikke uden risiko

Der er naturligt nok mange, der søger alternativer til fx naturgas, når de skal opvarme deres hjem og vandet i hanerne. Derfor oplever Lyngby-Taarbæk Kommune også et større antal ansøgninger om lodrette jordvarmeboringer, der samtidig er en grøn energikilde.

Jordvarmeboringer er dog ikke uden risiko. Boringerne er op til 250 meter dybe – dybden afhænger af, hvor meget varme der skal forbruges på den enkelte matrikel. Hvis boringen undervejs møder forurening, kan vi risikere, at der bliver skabt en adgangsvej for forurening ned til grundvandet. Der er altså en risiko for at skabe et direkte hul ned til vores grundvandsmagasin, hvorfra vi indvinder grundvand til drikkevand.

Lodrette jordvarmeboringer kræver derfor nogle grundige overvejelser, men med risikoen in mente er det ikke noget, vi som vandforsyning kan anbefale. Og med vores søgen efter nye indvindingssteder – steder hvor vi kan lave boringer til at hente grundvand op fra undergrunden til drikkevand – ved vi ikke præcis, hvor vi i fremtiden ønsker at hente grundvand op fra.

Sådan kan du passe på grundvandet
  • Drop brug af sprøjtegift - både i haven, på flisearealer, i indkørsler etc.
  • Sørg for at opbevare og bruge kemiske stoffer, som f.eks. olie, terpentin, benzin osv. på en forsvarlig måde, så der ikke spildes på jorden.
  • Vær opmærksom på, hvad du hælder ud i din kloak – der kan være utætheder, så uønskede stoffer ender i grundvandet, og det kan også ende i regnvandsledninger, der kun bør indeholde regnvand.
  • Aflever kemikalier mm. som farligt affald enten via den røde miljøboks, miljøskab eller på genbrugsstationen. 
  • Brug miljøvenlige rengøringsmidler, hvis ikke du kan undgå, at der ender rengøringsmidler på jorden.
  • Spar på vandet i dagligdagen
  • Minimer brugen af salt om vinteren – benyt gerne alternativer i stedet, fx grus.
     

Ekstra analyser af drikkevandet

De mange historier om forurening af drikkevandet i Danmark med fx PFAS og andre forurenende stoffer fra fx sprøjtegift er forståeligt nok noget, der bekymrer danskerne. I Lyngby-Taarbæk Forsyning udtager vi jævnligt kontrolprøver af vores vand og har bl.a. foretaget ekstra analyser for PFAS så sent som i april og juni i år. Vores nyeste målinger viser, at du som borger i Lyngby-Taarbæk Kommune trygt kan drikke det vand, der kommer ud af hanen – vandkvaliteten er god, og der er ingen spor af PFAS. 

Men der er stadig meget, vi hver især kan gøre, for at passe på drikkevandet, så det også i fremtiden er muligt at åbne for hanen og tappe rent, friskt vand. Og det håber vi, du vil være med til.

Læs mere om vores drikkevandskvalitet