Skybrud

Et ekstraordinært vådt år understreger behovet for mere klimatilpasning

Klimatilpasning

2023 har vist, at vi selv med forskellige klimatilpasningsanlæg aldrig vil kunne gardere os fuldstændig mod oversvømmelser. Men der er forskellige måder, hvorpå du som husejer kan beskytte dit hjem bedst muligt.

Klimaforandringerne kan mærkes i hele verden – på forskellig vis og i forskellig grad. De seneste år har vi også i Danmark set flere eksempler på mere ekstremt vejr, særligt i form af mere nedbør. 
Her har 2023 ikke været nogen undtagelse – tværtimod har det været et meget vådt år. Der har løbende været episoder rundt om i landet, hvor skybrud eller langvarige kraftige regnbyger har forårsaget oversvømmelser og ødelæggelser. 

For eksempel da der den 3. oktober faldt en hel måneds regn i Aarhus på bare 12 timer, hvilket fik flere kloakdæksler til at løsne sig eller ligefrem springe op, fordi kloakken ikke kunne rumme al det vand. Som konsekvens heraf endte de enorme vandmasser blandt andet på veje, i tunneler og i private hjem. 

Der er også faldet store mængder regn her i Lyngby-Taarbæk. Det har vi blandt andet kunnet mærke på vores renseanlæg Mølleåværket. Allerede inden vi trådte ind i november, havde der været mere spildevand igennem renseanlægget end i hele 2022. Og november var som bekendt også en ganske våd måned. 

Så sent som den 16. november blev der slået vejr-rekord, da dagen blev kåret til den vådeste novemberdag nogensinde. 

Og det, vi oplever nu, er kun begyndelsen. Øgede regn- og vandmasser bliver den største udfordring, klimaforandringerne kommer til at stille Danmark overfor. Det er derfor, at klimatilpasning bliver en tiltagende mere vigtig del af vores arbejde som forsyningsselskab. Vores nuværende infrastruktur passer nemlig ikke til vejrforholdene. En problematik, vi tager alvorligt, da oversvømmelser og overløb med forurenet spildevand både går udover by- og naturområder. 

Klimatilpasning er en langsigtet indsats

Vi har allerede lavet forskellige klimatilpasningsanlæg rundt om i kommunen. Vi har fx regnvandsbassiner i Virum Parken, ved det nye byområde Trongården og på Lundtoftegårdsvej. Og så er der Ålebækken Ruinpark i Brede, som vi indviede i 2021, der rummer to nyere underjordiske bassiner og ét åbent bassin, som tilsammen kan indeholde og opbevare imponerende 10 millioner liter vand. Og løbende renoverer vi vores 454 kilometer lange kloaksystem, så det er bedre gearet til at håndtere de øgede regnmængder. 

Når regnen siler ned, gør alle disse bassiner en forskel i forhold til at forebygge overløb og oversvømmelser ved at tilbageholde regnvand, indtil der er plads i kloakken til det. Bassinerne virker med andre ord efter hensigten, men på dage som den 16. november bliver det tydeligt, at klimatilpasning er en langsigtet proces. Her blev samtlige bassiner fyldt op – nogle endda så meget at de løb over, fordi deres kapacitet var nået. 

Hvad kan du selv gøre for at undgå oversvømmelser

Der er også nogle tiltag, du selv kan gøre for at beskytte din grund og dit hus mod oversvømmelse. Vi har samlet nogle forskellige løsningsforslag, som du kan overveje , alt efter hvad der passer til din situation.

  • Rens din tagrender og tagbrønde, så der ikke er blade og/eller grene, der forhindrer regnvandet i at løbe væk fra dit hus.
  • Installer et højvandslukke, hvis du har afløb i kælderen. Det forhindrer, at spildevand fra den offentlige kloak ude i vejen kan løbe baglæns i ledningerne og op igennem afløbet i din kælder. 
  • Overvej muligheden for at få anlagt et omfangsdræn, som leder regnvandet væk fra din grund. 
  • Sørg for at bruge en autoriseret kloakmester, hvis dine kloakledninger skal repareres. 
  • Tænk over, hvad du opbevarer i kælderen, og hvor højt du placerer det, i tilfælde af at uheldet skulle være ude. 
  • Det kan være en god idé at have nogle sandsække liggende, som kan bruges til at forhindre vandmasserne i at trænge helt hen til og ind i dit hus. 
  • Når det regner kraftigt, kan du mindske presset på kloaksystemet ved at spare på vandet. Undlad fx at tage bad eller at bruge vaske- eller opvaskemaskine. 
  • Hvis du ser blade og småkviste, der dækker for kommunens vejriste, kan du gøre dig selv og dine naboer en stor tjeneste ved at fjerne dem, så de ikke forhindrer regnvandet i at løbe i risten og videre ned i kloaksystemet.
  • Du kan også overveje en mere permanent løsning, nemlig at etablere en eller flere LAR-løsninger – Lokal Afledning af Regnvand – i din have, hvorved du forhindrer regnvandet i at løbe i kloakken. Måske du har mulighed for at anlægge et grønt tag, som kan suge noget af al regnen, eller etablere en faskine, som hjælper med at lede regnvandet ned til grundvandet?  Læs mere her.
  • En anden større investering er at gøre din indkørsel mere regnvenlig, dvs. at den er indrettet sådan, at regnvandet kan sive ned i jorden fremfor at lægge sig på fliserne. Det er der forskellige metoder til, fx at nøjes med at have fliser, der hvor det er nødvendigt, og lade resten være græs eller grus, og lade fugerne mellem fliserne være brede og af en fugemasse, vandet kan trænge igennem (her er grus at foretrække fremfor sand).