Aktuelt
Ingen akutte driftsbeskeder lige nu
Vandhane der drypper

Ingen planer om blødgøring af hensyn til miljø, klima og økonomi

Drikkevand

I Lyngby-Taarbæk kategoriseres vandet som hårdt. Andre steder, primært med endnu hårdere vand, har man valgt at blødgøre vandet. Det har vores bestyrelse fravalgt ud fra en helhedsbetragtning af, hvad der er bedst for vores kunder og miljøet.

Når man taler om vandets hårdhed, taler man i virkeligheden om, hvor meget calcium og magnesium – i daglig tale kalk – vandet indeholder. Det har bl.a. betydning for, hvor meget sæbe man skal bruge til opvaske- og vaskemaskiner, samt hvor høj en effektivitet og hvor lang en levetid ens køkkenredskaber og hårde hvidevarer har. 

Hovedstadsområdet og Nordsjælland er blandt nogle af de steder i Danmark, hvor vandet indeholder mest kalk, dvs. der hvor vandet er hårdest. 

60% af det drikkevand, vi leverer til borgerne i Lyngby-Taarbæk, kommer fra vores vandværk Lundtofte Vandværk, hvor hårdheden ligger på ca. 17 grader dH. De resterende 40% kommer fra Novafos Vand Sjælsø, og her er hårdheden ca. 17-21 grader dH. Det betyder, at vores drikkevand kategoriseres som værende temmelig hårdt til hårdt. 

En måde at reducere mængden af kalk i vandet er at blødgøre det. Måske du undrer dig over, hvorfor vi ikke gør det, da det fx reducerer slid på hvidevarer og minimere kalkudfældninger. Desværre er der også nævneværdige ulemper, som vores bestyrelse har medtaget i sin beslutning om, at blødgøring hverken vil være det bedste for vores kunder eller for miljøet på nuværende tidspunkt. Når vi holder fordelene ved blødgøring op imod ulemperne, er sidstnævnte i vores øjne mere tungtvejende.

Vi ønsker at bruge så få kemikalier som muligt

I Danmark anbefaler man som udgangspunkt, at drikkevandet er igennem en simpel vandbehandling. Det betyder, at det vand, man henter op fra undergrunden, kun iltes og efterfølgende ledes gennem sandfiltre. For at kunne blødgøre vandet er det nødvendigt at gøre brug af avanceret vandbehandling. 

De fleste af de steder i Danmark, hvor man har valgt at blødgøre vandet, indeholder vandet endnu mere kalk, end hvad der er tilfældet her i Lyngby-Taarbæk.  

For eksempel har de vandværker, hvor HOFOR indtil videre har valgt at blødgøre vandet, som udgangspunkt haft meget hårdt vand – typisk 25-30 grader dH. Ved hjælp af blødgøring er hårdheden blevet sænket til 10-12 grader dH – en hårdhed som ikke ligger langt fra den, vi har på Lundtofte Vandværk.

Der findes flere forskellige metoder til at blødgøre vand, men typisk medfører det både tilsætning af kemikalier og et større energiforbrug – noget der både har konsekvenser for miljøet og klimaet.

På den baggrund har vi valgt, at det vægter højere, at vandet behandles så simpelt som muligt, så det bevarer dets naturlige kvalitet, og så vi undgår unødvendigt kemikaliebrug, end at vandet indeholder mindre kalk.

Fordelene opvejer ikke de mange ulemper

En af de mest væsentlige ulemper ved at investere i blødgøring er, at det vil medføre et ikke ubetydeligt klimaaftryk – indirekte ved køb af kemikalier og andre produkter og direkte ved brug af strøm og logistik til selve blødgøringsprocessen. Kemikalier der vel og mærke kan være skadelige for miljøet. 

Dertil kommer, at blødgøring kan have en negativ påvirkning på tandsundheden, da undersøgelser viser, at blødgjort vand forøger risikoen for huller i tænderne. Og så får drikkevandet også en anden smag, når det har været igennem blødgøringsprocessen. 

Sidst men ikke mindst, vil der være en stor økonomisk udgift forbundet med at indføre blødgøring, fx i form af investering i yderligere udstyr, hvilket vil smitte af på den pris, vi opkræver af vores kunder. 

Det er på baggrund af alle disse faktorer, at vores bestyrelse har konkluderet, at en overgang til blødgjort vand ikke er optimal på nuværende tidspunkt på grund af de medfølgende omkostninger og miljøpåvirkninger. 

Vi er naturligvis altid åbne for, at der kan ske teknologiske fremskridt, eller at nye undersøgelser kan tilvejebringe ny viden. Vi er derfor klar til at revurdere vores nuværende praksis og standpunkt i forhold til blødgøring, hvis der bliver udviklet nye, mere bæredygtige og omkostningseffektive metoder til vandbehandling. 

 

Sådan defineres vandets hårdhed

Vands hårdhed opgives i tyske hårdhedsgrader °dH og kategoriseres efter følgende skala:

0-4°dH          Meget blødt
4-8°dH          Blødt
8-12°dH        Middelhårdt
12-18°dH     Temmelig hårdt
18-24°dH      Hårdt
24-30°dH      Meget hårdt
>30°dH         Særdeles hårdt