bonnaledning

Kæmpe vandledning repareret og taget i brug igen

Drikkevand

Vores hovedvandledning, som der opstod et brud på i foråret 2022, er nu renoveret, forstærket, testet og atter i drift.

I foråret 2022 oplevede vi en uventet udfordring, da der opstod brud på hovedvandledningen i nærheden af Færøvej og Islandsvej. Hændelsen påvirkede beklageligvis mange kunder. 

Reparationsopgaven var også betydeligt større og mere kompleks end ved reparation af mindre forsyningsledninger og stikledninger. Men nu er vi glade for at meddele, at hovedvandledningen blev taget i brug den 4. oktober og nu igen er i fuld drift. 

Grundige undersøgelser og en helhedsorienteret løsning

Vores første skridt efter bruddet var at foretage grundige undersøgelser for at finde den bedste løsning til at bringe ledningen tilbage i funktion. Vi besluttede at renovere en betydelig længere strækning af ledningen, end hvor selve bruddet havde fundet sted. Renoveringen strakte sig over hele 450 meter og inkluderede også den del af hovedvandledningen, der løber under Lokalbanen og Mølleåen.

Læs også: Hvem ejer hvilke vandledninger

Gener minimeret så meget som muligt 

I perioden, hvor hovedvandledningen var ude af drift, var vi tvunget til at omdirigere vandforsyningen til kunderne, især i Virum og omegn. 

Vi arbejdede konstant for at minimere generne for de omkringliggende husstande og begrænse støjniveauerne så meget som muligt. Dette var delvist muligt takket være en skånsom metode kaldet "u-liner," hvor vi indsatte en plastledning indeni den eksisterende vandledning for at undgå omfattende gravearbejde.

Tilmeld dig besked-service og få en sms, hvis vi er nødt til at lukke for vandet

Inden det renoverede stykke hovedvandledning blev forbundet til vores store forsyningsnet igen, blev det grundigt gennemskyllet og testet. Heldigvis var der kun minimale gener for vores kunder, såsom midlertidigt rustfarvet vand i hanerne, hvilket kommer fra ufarlige jernaflejringer i vandet.

Vi er glade for at kunne fortælle, at vores hovedvandledning nu er fuldt operationel, og at vi igen leverer en stabil vandforsyning til vores kunder i området.

Husk, at du kan altid følge med i vores arbejde på Driftsinfo | Lyngby-Taarbæk Forsyning (ltf.dk)