Mølleåen

Miljøkrav sætter klimatilpasningsprojekter på pause

Vores klimatilpasningsprojekter er sat på pause på ubestemt tid. Miljøstyrelsen er nemlig ved at udarbejde en ny vejledning, som kommer til at sætte rammerne for, hvad vi må og ikke må, når det kommer til at tilføre ekstra vand til vandløb, søer og havet.

I februar 2023 afsagde Miljø- og Fødevareklagenævnet en kendelse i forbindelse med et klimatilpasningsprojekt i Horsens. Denne kendelse stemte ikke overens med Miljøstyrelsens daværende vejledning med retningslinjer for håndtering af overfladevand, som nu er trukket tilbage. Som konsekvens heraf har vi været nødsaget til at sætte vores klimatilpasningsprojekter i bero. 

I kendelsen stilles der nogle krav i forhold til mængden af miljøfremmede stoffer i de danske vandområder; havet såvel som vandløb og søer. Her er der fastsat en øvre grænse for, hvor meget af et givent stof der må være i vandet. Det har betydning for, hvilke muligheder vi har for at udføre klimatilpasning. 

I vores klimatilpasningsprojekter arbejder vi blandt andet med at mindske mængden af vand i kloakken for at forebygge oversvømmelser og overløb med spildevand. Det gør vi fx ved at opsamle noget af den regn, der falder, og lede den et andet sted hen, fx til en sø. 

Men kravene i den nye kendelse betyder, at hvis grænseværdien for et givent stof er nået eller ligefrem overskredet i den pågældende sø, må der ikke tilføres mere vand hertil, hvis det indeholder stoffet. Det stiller krav til os om at rense vandet fuldstændig for det stof, før det udledes til søen eller fjerne en tilsvarende mængde af det miljøfremmede stof fra en anden kilde.

Det er på den baggrund, at vores klimatilpasningsprojekter er sat på pause, mens vi afventer Miljøstyrelsens nye vejledning – det er uvist, hvornår den vil være klar. 

Projektchef Jane B. Madsen fortæller:

”I mellemtiden er vi i gang med at gentænke løsningerne og tidsplanen for og prioriteringen af de forskellige klimatilpasningsprojekter. Vi forsøger at være kreative og finde nye mulige løsninger, som tager højde for de nye krav. Og så arbejder vi videre med vores andre projekter, blandt andet renovering af vand- og kloakledninger”.