Aktuelt
Ingen akutte driftsbeskeder lige nu
Besøgstjeneste undervisningsforløb

Nye undervisningsforløb skal gøre børn og unge klogere på drikkevand, spildevand og affald

Nyhed

Som forsyningsselskab brænder vi for at skabe bevidsthed blandt de kommende generationer om drikkevandsforurening, klimatilpasning mm. Derfor er vi ved at udvikle vores egne undervisningstilbud, hvor folkeskoleelever kan lytte, se og lege sig til læring i autentiske rammer.

Det er nok de færreste børn og unge, der interesserer sig for, hvor vandet i vandhanen kommer fra, hvad der bliver af det, de skyller ud i toilettet, eller hvad der sker med det affald, de smider i skraldespanden – og hvorfor det skal sorteres. Og ’forsyningsselskab’ er formentlig et fremmedord for langt de fleste.

Det vil vi i Lyngby-Taarbæk Forsyning gerne lave om på. Forsyningsbranchen varetager nemlig nogle samfundskritiske opgaver og bliver kun endnu vigtigere i fremtiden, hvor vi som samfund står overfor enorme udfordringer som drikkevandsforurening, ressourcemangel og klimaforandringerne. 

Derfor får vi brug for nogle kloge hoveder, som kan engagere sig i branchen og bl.a. udtænke innovative løsninger. Og vi får også brug for samfundsborgere, der er bevidste om, hvorfor det er vigtigt at passe på grundvandet – og hvordan man gør det – hvad der må komme i toilettet og hvordan man gennem affaldssortering sørger for at bruge færre ressourcer ved at genanvende mest muligt.  

Her mener vi, at vi kan bidrage med noget ret unikt, når det kommer til at gøre de kommende generationer klogere på vigtigheden af genanvendelse, spildevandsrensning, drikkevandsbeskyttelse og klimatilpasning – især fordi vi kan stille autentiske rammer til rådighed. Rammer, hvor undervisningen er mere fri end inden for klasselokalets fire vægge og hvor sanserne kan hjælpe læringen på vej.  

Besøgstjeneste i støbeskeen

De kommende år vil formidling til børn og unge være en stor prioritet hos os. Vi vil udvikle undervisningstilbud med en håndfuld målrettede undervisningsforløb til forskellige klassetrin på hver af vores lokationer; Lundtofte Vandværk, renseanlægget Mølleåværket, genbrugsstationen. Og flere kan komme til, fx vores klimatilpasningsanlæg Ålebækken Ruinpark. 

Derfor har vi fra april ansat en formidler, der skal hjælpe os med at opbygge og drive en unik besøgstjeneste. Her skal eleverne få en større bevidsthed om og forståelse for vandets kredsløb og den betydning, det har for vores miljø, sundhed og fremtid, igennem en blanding af teori, rundvisning og leg.  

Nogle af de centrale temaer vil være: Hvordan bliver grundvand til drikkevand? Hvilke trusler er der mod vores drikkevand, og hvordan passer vi bedst på det? Hvad må komme i toilettet? Hvad sker der med spildevandet, når det forsvinder ned i kloakken? Hvorfor er det vigtigt at rense det? Hvad er klimatilpasning?  

Specialtilrettede forløb allerede prøvet af

Vi starter dog ikke fra nul, hvad angår formidling. Det har længe været muligt for skoleelever, gymnasieklasser, studerende, virksomheder og andre interesserede at booke en rundvisning på flere af vores anlæg. 

Og i 2023 indgik vi et samarbejde med Raadvad Naturskole om et tilrettelagt undervisningsforløb specifikt for folkeskolens ældste klassetrin. Her har folkeskolelærerne fra kommunerne Lyngby-Taarbæk, Rudersdal og Gentofte mulighed for at booke et udvidet besøg på Lundtofte Vandværk eller på Mølleåværket for deres 8., 9. eller 10.-klasseelever. Eleverne bliver både klogere på processerne på anlæggene samt de samfundsmæssige problematikker der knytter sig til produktionen af rent drikkevand og rensningen af spildevand og får mulighed for at tage vandprøver og analysere disse.  

De erfaringer, vi allerede har gjort os, er et rigtig godt fundament at bygge videre på – og vi glæder os til at komme i gang sammen med vores kommende formidler-kollega.