Renovering af riste på Mølleåværket

Regnvand og spildevand udledt efter utilsigtede hændelser

Spildevand

I forbindelse med et renoveringsprojekt på vores renseanlæg Mølleåværket har der beklageligvis været hændelser med overløb af regnvand og spildevand. 

Under vores renoveringsprojekt af ristefunktionen på Mølleåværket sørger midlertidige pumper og ledninger for at føre spildevandet frem til selve renseanlægget. I den forbindelse er der sket tre hændelser, der har medført, at urenset regnvand og spildevand er havnet på terrænet i området. 

Der har dels været pumpestop, og samtidig har kraftige og langvarige regnskyl og smeltevand belastet systemet. Dette har forårsaget, at kloakken er løbet over, og regn- og spildevand er løbet ud på jorden og ned i Mølleåen frem for til renseanlægget. I samme forbindelse er der også udledt en mængde regn- og spildevand til Øresund gennem en regnvandsledning. Vi har efterfølgende også haft en utæt pakning på en af de midlertidige ledninger. Det blev hurtigt udbedret, men i mellemtiden nåede regn- og spildevand at løbe ud på jorden. 

Hændelserne bliver taget meget seriøst

Vi tager hændelserne meget seriøst og har straks igangsat en udbedring af forløbene. Vi arbejder forsat på at undersøge hændelserne, og direktør Flemming Horn Nielsen forklarer i den forbindelse:

”Den sidste uges tid har hændelserne været med til at afsløre, at to brønddæksler er placeret for lavt, hvilket har forårsaget utilsigtet udløb af regn- og spildevand fra netop disse to brønddæksler. Disse udløb har været synlige, hvis man har været på den sti, som løber fra Nymøllevej til stien langs Mølleåen. For at løse problematikken hurtigst muligt forhøjer vi brønddækslerne ved at tilføre ekstra brøndringe, så disse udslip i fremtiden helt undgås”.

Han fortsætter:
”Vi kan konstatere, at overløbene primært består af regnvand og en mindre del spildevand. Hændelsen har heller ingen direkte konsekvenser for vores kunder – hverken i området omkring Mølleåværket eller som forbruger”.