Affaldssortering mad og drikkekarton i 4kammer

Rekord i sortering af genanvendeligt affald i 2022

Affald

Med det enorme pres på klodens ressourcer er det vigtigt, at vi indsamler mere affald til genanvendelse og færre mængder til forbrænding. Det kan kun lykkes med vores kunders hjælp – og derfor er vi rigtig glade for de store mængder genanvendeligt affald, I sorterede i 2022.

Indsamling og håndtering af affald er en af vores kerneopgaver i Lyngby-Taarbæk Forsyning. Folketingets klimaplan fra 2020 og Lyngby-Taarbæk kommunes affaldsplan ligger til grund for vores arbejde med at øge genanvendelsen af affald, men allerede før klimaplanen blev vedtaget, havde vi ordninger for mange af de 10 affaldstyper, der er en del af planen. 

I 2022 skruede vi endnu mere op for indsamlingen af sorteret affald. Vi indførte fx sortering af mad- og restaffald samt småt elektronikaffald hos ca. 11.500 beboere i etageboliger i boligforeninger, og vi startede også med at indsamle mad- og drikkekartoner i hele kommunen. Hvor meget, vi kan genanvende, afhænger imidlertid af, hvor gode borgerne er til at affaldssortere. Og her viser tallene, at borgerne i Lyngby-Taarbæk Kommune kun bliver bedre og bedre.

Bedre sortering af madaffald

Madaffald bliver til biogas, der bruges af busser eller i naturgasnettet. Og restproduktet kan bruges som gødning i landbruget. Der er med andre ord mange fordele ved at sortere madaffald. Derfor er det en fornøjelse at kunne konstatere, at mængden af madaffald i 2022 steg fra ca. 1500 ton til lige knap 2000 ton. 

At vi indsamlede en tredjedel mere madaffald skyldes, at jer i villa/rækkehus har vænnet jer endnu mere til at sortere madaffald fra restaffald, og gør det rigtig godt, og at jer i etagebolig kom med på ordningen i oktober 2022.

Fordobling af indsamlet plast  

Mængden af indsamlet plast er generelt steget, siden affaldsfraktionen kom på banen i 2016. Der er faktisk tale om en fordobling på få år. Alene fra oktober 2022 til november 2022 skete der en stigning på 25% i mængden fra 4-kammerbeholdere, da mad- og drikkekartoner fra dette tidspunkt blev sorteret sammen med plastaffald. Det vidner om, at forbrugerne i Lyngby-Taarbæk Forsyning hele tiden bliver bedre og bedre til at affaldssortere og tilpasse sig de nye affaldsfraktioner. Mængden af plastaffald vil med al sandsynlighed fortsat stige de kommende år, desværre ikke alene fordi I bliver bedre til at sortere affald, men også fordi vi har en forventning om, at plastbranchens produktion desværre vil være stigende. 

Pap var højdespringeren

Mængden af pap, der blev sorteret og sendt til genanvendelse i 2022, steg markant sammenlignet med 2021. Næsten 40 procent – fra 360 ton til 500 ton. Det skyldes i høj grad, at det siden december 2021 har været muligt at aflevere pap til genanvendelse i storskraldsordningen, hvilket mange har taget godt imod. Og rigtig mange boende i villa/rækkehus bestilte også en beholder til pap, så I kan sortere endnu mere pap derhjemme.

Mindre haveaffald, men rekord mange juletræer

I 2022 indsamlede vi knap så meget haveaffald som året før. Det skyldes især et tørt forår kombineret med en varm og solrig sommer med mindre nedbør. Mange af jer har også fået fokus på vilde haver for at øge biodiversiteten. Fx ved at bruge afklippede grene mm. til insekthoteller fremfor at smide dem til haveaffald. Til gengæld slog indsamlingen af juletræer rekord med ikke mindre end 39,8 ton. De mange træer blev sendt videre til neddeling, så de kunne bruges til henholdsvis kompostering og biobrændsel fremfor blot at blive sendt til forbrænding. 

Vi sætter stor pris på jeres store vilje til at sortere affald i hverdagen. Det gør en forskel.

Er du indimellem i tvivl om, hvordan du skal sortere dit affald, kan du læse mere her på vores hjemmeside, hvor du også kan bruge vores sorteringsguide