Aktuelt
Ingen akutte driftsbeskeder lige nu
Åben kloak

Sådan sikres fremtidens spildevandssystemer med robotteknologi

Spildevand

Med en lille robot udstyret med et kamera kan vi optage video indeni kloakken. Et vigtigt redskab til at kortlægge kloakledningernes tilstand og opdage eventuelle brud.

I Lyngby-Taarbæk Forsyning ejer vi mere end 460 kilometer spildevandsledninger. Det er derfor en af vores største opgaver at holde ledningsnettet ved lige. Især fordi mange af ledningerne efterhånden er gamle og slidte. 

Vi skal naturligvis prioritere de steder, hvor behovet for renovering eller udskiftning af ledningerne er størst. Til at vurdere hvor det er, får vi hjælp af en lille robot. 

Det er nemlig ved hjælp af TV-inspektioner, at vi får et ret præcist overblik over ledningsnettets tilstand. En TV-inspektion er en videooptagelse af, hvordan der ser ud inde i kloakken. Inden der filmes, bliver kloakrørene i de fleste tilfælde spulet, så at selve røret tydeligt fremgår af videoen og ikke er dækket af slam. 

Efter denne spuling kører en fjernstyret robot, udstyret med et kamera, igennem ledningen og filmer. Robotten styres af en operatør, som løbende noterer de observationer, der er i røret. Dette danner grundlaget for fremtidige renoveringer. 

Hvis du er nysgerrig på, hvordan der ser ud inde i kloakrørene, kan du her se en af de videoer, vi har optaget under en TV-inspektion: 

Se eksempel på TV-inspektion her 

 

Det er dog langt fra det eneste, TV-inspektioner bruges til. De anvendes også i forbindelse med undersøgelse af driftsproblemer, skader eller sætninger i vejen og på fortove, screening af områder med henblik på vedligeholdelse, rottebekæmpelse og ved anlæg af nye ledninger. 

Hos os i Lyngby-Taarbæk Forsyning er TV-inspektioner en fast del af det forarbejde, vi laver, inden vi går i gang med en renovering af kloakledninger. På den måde kan vi sikre os, at der ikke er nogle uregelmæssigheder, vi ikke kender til, der potentielt kan have indflydelse på vores arbejde, fx et brud på kloakledningen eller rødder, der stikker ind i ledningen. 

Når vi renoverer spildevandsledninger, sker det ofte ved hjælp af metoden strømpeforing, hvor vi skaber et nyt rør inde i det gamle – uden at skulle genere med længerevarende gravearbejde. Vi har set eksempler på, at vi ved at starte med en TV-inspektion har opdaget, at kloakledningerne var i så dårlig stand, at vi var nødt til at grave dem op fremfor blot at strømpefore. På den måde hjælper TV-inspektionerne os med at lave en individuel vurdering af, hvad der er den bedste løsning i et givent område. 

Efter endt renovering foretager vi ligeledes en TV-inspektion for at kvalitetssikre det arbejde, vi har udført.