Aktuelt
Ingen akutte driftsbeskeder lige nu
Fjernvarme

Vestforbrændings fjernvarmeudvidelse kan påvirke dig som kunde – vigtigt at du er tilmeldt vores besked-service

Nyhed

Affalds- og energiselskabet Vestforbrænding er i gang med fjernvarmeudvidelse flere steder i Lyngby-Taarbæk. Det medfører gravearbejde, som blandt andet påvirker vores affaldsindsamling.

Vestforbrænding er i fuld gang med at udvide fjernvarmenettet. Det sker i samarbejde med Lyngby-Taarbæk Kommune og følger den varmeplan, Kommunalbestyrelsen har godkendt. Arbejdet vil stå på i flere år og flytte sig geografisk i kommunen, efterhånden som arbejdet skrider fremad.

I Lyngby-Taarbæk Forsyning leverer vi ikke varme og er derfor ikke en del af dette arbejde, men vores arbejde vil blive påvirket af gravearbejde, og det kan betyde ændringer for dig som kunde i Lyngby-Taarbæk Forsyning.

Gravearbejdet kan påvirke vores skraldebilers fremkommelighed

Det kræver omfattende gravearbejde at lægge store fjernvarmerør i jorden. Derfor bliver trafikken for det meste også påvirket, da der kan følge trafikomlægninger med, blandt andet i form af afspærrede veje og omdirigeringer.

Vi har mange skraldebiler på gaden hver eneste dag, og de er også nødt til at følge den midlertidige trafikomlægning. Selv hvis veje ikke bliver spærret af, kan gravearbejdet gøre det svært for skraldebilerne at komme frem, især hvis der er tale om i forvejen små veje, der indsnævres yderligere pga. arbejdet.

Vi kan derfor være nødt til at lave midlertidige ændringer i vores affaldsindsamling på veje, hvor det ikke er muligt for skraldebilerne at komme frem. I de tilfælde vil vi i samarbejde med entreprenøren på fjernvarmeudvidelsen undersøge, hvordan vi bedst muligt kan planlægge alternative løsninger for indsamling af affaldet – det kan fx være i form af midlertidige standpladser til fælles affaldsbeholdere, men løsningerne kan være forskellige fra vej til vej alt efter, hvad der er muligt.

Hvis vi er nødt til at ændre på affaldsindsamlingen, vil vi informere berørte kunder direkte via sms, mail eller e-Boks. Hvis nødvendigt vil vi også udlevere fysiske breve.

Har vi dine kontaktinformationer?

For at kunne kontakte dig, hvis vi er nødt til at ændre på din affaldsindsamling eller lukke for vandet, skal du være tilmeldt vores besked-service på vand – denne service bruger vi også i tilfælde af ændringer på affald i forbindelse med fjernvarme. Tjek gerne, at dine kontaktoplysninger er korrekte.

Er du ikke tilmeldt, kan du gøre det her

Mulige omlægninger af vand- og spildevandsledninger

I nogle tilfælde kan Vestforbrændings fjernvarmeudvidelse også resultere i, at vi er nødt til at flytte nogle af vores ledninger i jorden, for at der er plads til alle de nye ledninger. Hvis det bliver aktuelt, kan vi også være nødt til at udføre gravearbejde eller omlægge vandforsyningen. Hvis vi i den forbindelse er nødt til at lukke for vandet kortvarigt, vil de husstande, der bliver berørt, selvfølgelig blive informeret.’ Som kunde, kan du også altid følge vores arbejde på her på hjemmesiden på ltf.dk/driftsinfo

Vil du vide mere om arbejdet med fjernvarme?

På Vestforbrændings hjemmeside kan du finde flere informationer om deres arbejde med fjernvarmeudvidelsen:

Læs mere hos Vestforbrænding
 

På Lyngby-Taarbæk Kommunes hjemmeside kan du finde flere informationer om varmeplanen mm.:

Læs mere hos Lyngby-Taarbæk Kommune