Affald i naturen gribetang og plastikflaske

Vil du være en del af verdens største oprydningsdag?

Affald

Lørdag den 16. september 2023 finder World Cleanup Day sted. Lyngby-Taarbæk Forsyning inviterer alle, der har lyst til at fjerne affald fra naturen, til at komme forbi genbrugsstationen og låne gribetænger og få affaldssække.

Genbrugsstationen på Firskovvej slår lørdag den 16. september dørene op for store som små, når verdens største globale affaldsindsamling – World Cleanup Day – igen finder sted. Det er dagen, hvor millioner af mennesker verden over frivilligt samler affald op i naturen. Siden 2018 er der indsamlet 363 millioner kilo affald af flere end 70 millioner mennesker i 197 lande.

Hent poser og gribetænger fra kl. 10

I Lyngby-Taarbæk Forsyning vil vi gerne bidrage til begivenheden. På genbrugsstation på Firskovvej 7-9 uddeler medarbejderne fra kl. 10 derfor sække og udlåner også gribetænger til alle dem, der har lyst til at deltage – vi har dog et begrænset antal gribetænger. 

Det kræver ingen tilmelding at blive en del af den fælles affaldsindsamling. Du kan blot møde op fra kl. 10 og få udleveret indsamlings-kit og komme tilbage med gribetængerne og de fyldte sække indtil kl. 15. Så skal vi nok tage os af det affald, du har indsamlet. Du kan også få det vejet, så det kan indgå i det store regnskab, mens vi byder på en tår kaffe, vand eller lidt chokolade.

Hvem står bag World Cleanup Day

World Cleanup Day startede i Estland i 2008 og har været en global begivenhed siden 2017. I Danmark er det 4. gang, at organisationen Plastic Change er landekoordinator, og du kan læse meget mere om indsamlingen her:

Læs om World Cleanup Day i Danmark

Sådan gik det i 2022
  • 190 lande deltog i oprydningsaktiviteter
  • 15 mio. frivillige deltog i oprydningsaktiviteter
  • 60 mio. kg. affald blev indsamlet
  • 10 mio. cigaretskod blev indsamlet