Spildevandsledninger

Hvilke ledninger er dine – og hvilke er vores?

Nyhed

Under vejene i Lyngby-Taarbæk ligger der hundredvis af kilometer drikkevandledninger og kloakledninger – og er du grundejer, gemmer der sig også ledninger under jorden hos dig. Få svar på, hvem der ejer hvad.

For at du kan få vand i dine haner og skylle ud i toilettet, er der et stort net af forsyningsledninger i kommunen. Størstedelen af ledningerne ejer vi, Lyngby-Taarbæk Forsyning. Andre ejer I kunder – typisk dem, der ligger inde på de private matrikler. Her giver vi et overblik over, hvilke der tilhører hvem.

oversigt over vandledninger og kloakledninger

Vandledninger og installationer

  • Forsyningsledningen: Den store vandforsyningsledning, normalt placeret i vejen, er vores ansvar hos Lyngby-Taarbæk Forsyning. I alt har Lyngby-Taarbæk Forsyning 215 kilometer forsyningsledninger, som vi har ansvaret for at vedligeholde. 
  • Stikledningen på offentlig matrikel: Fra den store forsyningsledning og ind til skelgrænsen ved din grund går en stikledning, som er ejet af os.
  • Stikledning på privat matrikel – kaldet jordledning: Den del af stikledningen (jordledningen), der går fra skelgrænsen og ind til din bolig, ejer du og har ansvaret for at vedligeholde. 
  • Stophanen: På stikledningen i det offentlige areal ind til skel er der en stophane. Stophanen er ejet af os, og vi kan bruge stophanen til at lukke for vandet i tilfælde af et brud eller en lækage. Det er kun Lyngby-Taarbæk Forsyning, der må betjene stophanen. I tilfælde af brud eller lækage skal du derfor kontakte os, så vi kan rykke ud. 
  • Vandmåleren: Vandmåleren er typisk placeret i din bolig og tilhører Lyngby-Taarbæk Forsyning. Men du er ansvarlig for installationen omkring måleren, og det er også dit ansvar at holde øje med vandmåleren for at opdage eventuelle brud eller lækager. Hvis selve måleren går i stykker, er det vores ansvar at udskifte den.

Læs mere om drikkevand og vandledninger

Spildevandsledninger og brønde

  • Offentlige spildevandsledninger: Hos Lyngby-Taarbæk Forsyning har vi ansvaret for de fælles spildevandsledninger i offentligt areal, der fører spildevandet videre til renseanlægget. Dette omfatter omkring 450 kilometer kloakledninger, som vi har ansvaret for at vedligeholde og opgradere.
  • Kloakdæksler: Kloakdækslerne ved vores spildevandsbrønde, som ofte er placeret midt i vejen eller i fortovet, er vores ansvar, mens vejristene ejes af kommunen og er deres ansvar at vedligeholde, herunder også at holde forbindelsen fra risten og ned til kloakken fri for blade mm. Er der tale om en privat fællesvej er det dog grundejeren, der har ansvaret for vejriste.
  • Stikledningen til din bolig: Den del af stikledningen, der går fra skelgrænsen og ind til din bolig, ejer du og har ansvaret for at vedligeholde.
  • Skelbrønden: Du har også ansvaret for skelbrønden på din grund, og du skal sikre, at det altid er let at komme til den. Læg derfor ikke fliser ovenpå dækslet og plant heller ikke dækslet til. Hvis din kloak er stoppet, kan du tjekke, om der er vand i skelbrønden. Hvis brønden er fyldt med vand, er problemet sandsynligvis i vores del af kloaksystemet, og du skal kontakte os. Hvis brønden er tom, er problemet i dine kloakledninger, og du bør kontakte en autoriseret kloakmester for at løse problemet. 

Læs mere om spildevand og kloaknettet

Hvis du har brug for vejledning

Vi håber, at denne opdeling af ejerskab og ansvar hjælper dig med at forstå, hvilke ledninger der er dine, og hvilke der er vores.

Vær opmærksom på, at der kan være afvigelser, og derfor skal denne guide ses som vejledende. Hvis du er usikker på, hvor problemet ligger, er du velkommen til at kontakte os for vejledning.