Regn i have

Kraftig nedbør i Lyngby – lokalt skybrud registreret i Lundtofte

Mandag den 10. juli blev ganske våd mange steder i Danmark. Også i Lyngby-Taarbæk faldt der meget regn – i et område så meget at der blev konstateret skybrud.

Danmarks Metrologiske Institut (DMI) foretager de officielle målinger af nedbøren i Danmark. Det sker ved hjælp af en række regnmålere, der er placeret forskellige steder i landet. Regnmåleren i Lyngby-Taarbæk Kommune er placeret på vores renseanlæg Mølleåværket, der ligger på Hjortekærbakken 12 i Lundtofte. 

Denne regnmåler registrerede mandag den 10. juli cirka 22 mm nedbør på 32 minutter, hvilket betyder, at der var tale om skybrud. Der er ikke længere blot tale om kraftig regn men skybrud, når der falder mere end 15 mm regn på 30 minutter. 

Læs her, hvordan du skybrudssikrer dit hus bedst muligt. 

Udover denne måler, er der også placeret målere i henholdsvis Gladsaxe og Rudersdal. Disse registrerede ikke skybrud i mandags, men derfor kan der godt have været skybrud hjemme hos dig. Nedbør falder nemlig sjældent ens over et større område, og skybrud er typisk meget lokale. Derfor kan vi ikke afgøre, hvad der har været tilfældet på din adresse. 

Står du med vand i kælderen, vil det være dit forsikringsselskab, der vurderer, om oversvømmelsen skyldes skybrud, og du dermed har krav på erstatning for eventuelle skader. Her anvender de typisk denne side www.forsikringsvejret.dk. Den kan du som borger også benytte til at orientere dig.