Vissen græsplæne

Ualmindelig tør sommer – spar på vandet, så der er nok til alle

DMI varsler høj risiko for tørke i store dele af landet. Sker det, kan vandværkerne have svært ved at følge med efterspørgslen. Du kan være med til at afhjælpe problemet ved at holde dit vandforbrug nede.

Sommeren er for alvor over os, og den tegner til at blive en meget tør en af slagsen. Faktisk er det 20 år siden, vi sidst har haft så lang en periode uden en eneste dråbe regn. Tørkeindekset har netop ramt 10, hvilket er det højeste niveau på skalaen. Og ifølge prognoserne ser det knastørre vejr ud til at fortsætte langt ind i juni måned. 

Derfor har DMI meldt ud, at der er høj risiko for tørke i det meste af landet. Det kan betyde, at nogle vandværker får svært ved at følge med efterspørgslen, fordi der nogle steder vil være knaphed på vand. 

Den situation kan dog imødegås, hvis vi alle tænker os om og forbruger vand med omtanke. Noget borgerne i Lyngby-Taarbæk heldigvis allerede er gode til. Vores tal viser, at der blev sparet på vandet sidste år – en tendens der er fortsat i det indeværende år. 

Selvfølgelig skal vi alle bruge vand til at slukke tørsten, især i sommervarmen. Men om sommeren bliver der også brugt store mængder vand på eksempelvis vanding af haven og badebassiner. Det er blandt andet her, man med fordel kan spare på vandet.

Vi har samlet nogle simple råd til, hvordan du kan være med til at passe på de dyrebare dråber: 

  • Vand kun de planter, hvor det er absolut nødvendigt, og kun tidlig morgen eller sen aften. Om dagen når det meste af vandet nemlig at fordampe, inden det når planterødderne. 
  • Brug en vandkande fremfor en vandslange, når du vander dine blomsterbede og blomsterkrukker – vandslangen bruger hele 12 liter vand pr. minut.
  • Vær tålmodig med den gule græsplæne og undlad at vande den – den skal nok blive grøn igen. 
  • Køl dig ned med en dukkert i havet eller i en badesø – havepools bruger nemlig rigtig meget vand. De største pools bruger, hvad der svarer til det, en dansker forbruger af vand på et halvt år. 
  • Hav en regnvandstønde stående, sådan at du kan opsamle det regnvand, der måtte falde, hvis der skulle komme en byge, og bruge det til at vande blomsterne med.

Find flere gode spareråd her. 

På nuværende tidspunkt er der ikke udsigt til, at vandforsyningen fra vores vandværker skulle blive påvirket, men hvis dette ændrer sig, opdaterer vi naturligvis vores anbefalinger, så hold øje med denne side.