Besøg på Lundtofte Vandværk

Lundtofte Vandværk, som blev etableret i 2021, forsyner 60% af borgerne i Lyngby-Taarbæk Kommune med rent drikkevand. Værket er desuden et besøgsvandværk for skoleklasser, studerende og andre større grupper.

Kig ind i vandtank

Vi tilbyder rundvisninger for folkeskoleklasser, gymnasieklasser, elever fra andre undervisningsinstitutioner og andre større grupper. Tilmeld dig rundvisning nederst på siden.

Det kan I opleve

Et besøg på Lundtofte Vandværk er en spændende oplevelse på et helt nyt og topmoderne vandværk. På besøget ser I hele værket og får en grundig introduktion til, hvordan vi ilter og filtrerer vandet og sikrer, at vandkvaliteten er i top. 

I bliver også klogere på, hvor vandet kommer fra, og hvordan I kan være med til at sikre, at der også er rent drikkevand i fremtiden. 

Praktisk info
  • Adresse: Centrifugevej 366, 2800 Kongens Lyngby 

  • Hvornår: Besøg foregår mellem klokken 9 og 14 på hverdage
  • Varighed: Et besøg tager ca. 1,5 time
  • Pris: Besøgene er gratis
  • Aldersgrænse: Fra 5. klasse og derover
  • Antal personer pr. besøg: 10-30 personer.
  • Vi har nogle sikkerheds- og hygiejnemæssige retningslinjer ved besøg, som I forud for besøget skal have orienteret jer om – se afsnittet ”Regler ved besøg på vandværket”
  • Husk at medbringe varmt tøj, da der er koldt på vandværket. 
Regler ved besøg på vandværket
  • Vandværket er et sted, som laver rent drikkevand, og derfor går vi meget op i hygiejne. Følg derfor altid anvisningerne fra rundviseren.
  • Vi modtager ikke gæster/grupper, der samme dag har besøgt et renseanlæg, en bondegård eller lignende omgivelser
  • Det er ikke tilladt for de besøgende at filme eller fotografere inde på vandværket, medmindre der er indgået en aftale herom med rundviseren.
  • Ved besøg af skoleklasser må der maks. være 30 personer med til rundvisningen, inklusiv undervisere.
Fakta om Lundtofte Vandværk

Lundtofte Vandværk er fra 2021 og forsyner 60% af forbrugerne i Lyngby-Taarbæk Kommune med rent drikkevand. 

Høj forsyningssikkerhed og lave driftsomkostninger

Lundtofte Vandværk producerer 250 m3 rent drikkevand i timen. Værket er udformet med vægt på høj forsyningssikkerhed og minimering af driftsomkostninger, bl.a. ved valg af energimæssigt optimale pumper og blæsere m.v. 

Lundtofte Vandværk producerer 60 % af drikkevandet, der bruges i Lyngby-Taarbæk Kommune. Resten kommer fra Sjælsø Vandværk, som drives af Novafos.

Lundtofte Vandværk i tal:

  • 450.000 liter beton er brugt til at støbe vandværkets gulv
  • 4.300 rørsvejsninger er udført
  • 630 meter rustfrit stålrør er anvendt
  • 18 tons filtermateriale er pumpet ind i hver af de fem store, hvide filtertanke
  • 150 ventiler og haner er installeret
  • 2 stk. 1.000 m3 store rustfri rentvandstanke er opført

Book besøg

Udfyld formularen så vi ved hvem I er, og hvornår I ønsker at besøge vandværket.

Hvor er I fra?