Priser for vand og affald 2023

Priser for vand og affald i 2023

Lyngby-Taarbæk Forsyning er klar med priserne for vand og spildevand samt for afhentning af affald i 2023.

Priserne for 2023 er beregnet og godkendt i vores bestyrelser og blev endeligt godkendt af kommunalbestyrelsen.

Pris for vand i 2023
Prisen for vand dækker det rene drikkevand, vi leverer, samt afledning og rensning af det spildevand, der sendes ud i afløbet. I 2023 bliver prisen 66 kr. for en kubikmeter. Derved er der en stigning på 10 kr. fra prisen i 2022 på 56 kr. pr. kubikmeter.

Stigningen skyldes bl.a.: 

  • Generelle prisstigninger for vores drift og projekter, herunder køb af el og materialer. 
  • Investeringen i det nye Lundtofte Vandværk, som nu står færdigt, og som skal forsyne en stor del af forbrugerne i Lyngby-Taarbæk Kommune med rent drikkevand. 
  • Renoveringen af Ålebækken Ruinpark i Brede, hvor et nedlagt renseanlæg danner rammen om et moderne klimatilpasningsanlæg, som skal mindske overløb til Mølleåen og dermed forbedre vandmiljøet i både Mølleåen og Øresund.
  • Omkostninger til flytning af kloak- og vandledninger i forbindelse med letbanens vej gennem Lyngby.

Stigningen i prisen er dermed både et udtryk for nødvendige renoveringer samt nyetableringer for at leve op til lovkrav, og for at agere med rettidig omhu i forhold til bæredygtighed.   

Her kan du læse mere om priserne for vand og spildevand
 
Priser for affald 2023
På affald er prisen for 2023 også beregnet og godkendt af vores bestyrelse og kommunalbestyrelsen. 

I 2023 bliver taksten for affaldsydelser ca. 4.300 kr. for en gennemsnitsfamilie. Til sammenligning kostede det ca. 4.000 kr. sidste år.  

Her er det de stigende priser på brændstof til skraldebilerne samt Folketingets skærpede krav til national affaldssortering i 10 forskellige typer affald, som har medført prisstigningen. 

Trods prisstigningerne tilbyder Lyngby-Taarbæk stadig en af de billigste affaldstakster sammenlignet med andre kommuner i hovedstadsområdet og Nordsjælland. 

Her kan du læse mere om priserne for affald