Science Girls

Rundvisning, vandsmagning og rollemodeller skal styrke naturfagsglæden blandt unge piger

Nyhed

30 knivskarpe piger var for nyligt på besøg på Lundtofte Vandværk. Formålet var at give dem et indblik i forsyningsbranchen og nogle kvindelige rollemodeller at spejle sig i, så de forhåbentlig forfølger deres interesse for naturvidenskaben.

Der er virkelig håb for fremtiden. Det er vi overbeviste om efter at have haft fornøjelsen af at have 30 af de i alt 100 knivskarpe piger, der er med i Science Girls, på besøg. 

Science Girls er en klub for piger i alderen 13-19 år fra Lyngby-Taarbæk med en spirende interesse for det naturvidenskabelige felt. Klubben fungerer både som et fagligt og socialt fællesskab, hvor pigerne får mulighed for at møde ligesindede og samtidig opnå større bevidsthed om, hvilken positiv forskel STEM-fagene –Science, Technology, Engineering og Mathematics – gør, når det kommer til at løse både lokale og globale udfordringer, fx på klimaområdet.

Et initiativ, vi mener, er vigtigt, og som vi er stolte over at være partnervirksomhed i. Kvinder er nemlig generelt underrepræsenterede inden for STEM-fagene. En skævvridning der starter allerede i folkeskolen. 

Den 14. maj inviterede vi pigerne fra Science Girls på besøg for at give dem et større indblik i forsyningsbranchen, og hvilken forskel man kan være med til at gøre her. Arrangementet foregik på vores topmoderne vandværk, Lundtofte Vandværk, hvor programmet bød på både rundvisning, vandsmagning, oplæg og lege. 

En øjenåbner i forhold til vores unikke rene drikkevand

Pigerne blev blandt andet klogere på, hvor spændende og ikke mindst vigtig forsyningsbranchen er, når det fx kommer til at sikre rent drikkevand – og hvad de selv kan gøre for at passe på det grundvand, som de bogstaveligt talt bor lige oven på. 

”Jeg er virkelig blevet mere bevidst om, hvor godt vand, vi faktisk har i Danmark. Det er virkelig verdens bedste, og det skal vi passe godt på”, siger Vera Marie Svejgaard Pors, som til dagligt går i 8. klasse

Og sådan er hun ikke ene om at have det. Som det sidste punkt på programmet, skulle pigerne nemlig skrive, hvad de tog med sig fra besøget, og her var der mange, der gav udtryk for at have fået en større forståelse for, hvor dyrebart vores rene drikkevand er. Noget der glæder os, da vi netop satser stort på formidling til de kommende generationer.

”For os, der arbejder med vand til dagligt, er vigtigheden af fx at spare på vandet og passe på grundvandet fuldstændig indlysende. Men det er det ikke nødvendigvis for alle andre, hvor det, at der kommer rent vand ud af hanen, og at spildevandet bliver ledt væk, når der trækkes ud, blot er en selvfølge. Derfor finder vi det utrolig vigtigt at formidle den viden, vi har, videre til de kommende generationer”, udtaler udviklings- og undervisningsansvarlig for Lyngby-Taarbæk Forsynings besøgstjeneste Christine Adzer Mølgaard.

Rollemodeller at spejle sig i

Pigerne mødte også en række kvindelige ansatte med forskellige naturfaglige uddannelser, som fortalte dem om deres uddannelses- og karrierevej samt nuværende job i Lyngby-Taarbæk Forsyning. 

”Som forsyningsselskab er vi afhængige af, at flere børn og unge får øjnene op for, hvad vores branche rummer af muligheder. Det er nemlig bl.a. dem, der som fremtidens medarbejdere skal udvikle vores branche og finde innovative løsninger på nogle af de store samfundsudfordringer, vi kommer til at stå overfor. Det kræver, at de kan se sig selv i den verden, og at de har en følelse af, at der er brug for dem”, udtaler vores programleder Anette Skibsted.   

Netop derfor er vi begejstrede for samarbejdet med Science Girls. Endnu mere efter det vellykkede arrangement, hvor pigernes entusiasme tydeligt kunne mærkes. 

”I Lyngby-Taarbæk Forsyning er vi mange fagfolk, som virkelig er passionerede for det, vi laver, og har en enorm stor viden. Vi håber, at mødet med nogle af rollemodellerne har inspireret pigerne til at holde fast i og forfølge deres interesse for naturvidenskaben”, udtaler Anette Skibsted.