Vandforsyning under kriser
Vi ser det som en af vores vigtigste opgaver at være forberedte på forskellige krisesituationer, sådan at forsyningssikkerheden kan opretholdes i videst muligt omfang.
Danmark er generelt et sikkert og trygt land, hvor vi er godt rustet mod mange kriser. Vi lever i et af de mest digitaliserede samfund med en sammenhængende infrastruktur, hvilket sikrer en stabil og høj forsyningssikkerhed.
I Lyngby-Taarbæk Forsyning er vi meget bevidste om, at vi varetager kritisk infrastruktur og derfor har et særligt ansvar i forhold til at være forberedte på mulige kriser. Derfor gør vi alt, hvad vi kan for at forebygge driftsforstyrrelser og mindske de gener, de kan medføre.
Det er dog en god idé at være forberedt som borger i tilfælde af, at der sker et nedbrud på et område udenfor vores kontrol, som påvirker vores anlæg og muligheder for at opretholde en normal drift. Beredskabsstyrelsen anbefaler, at man skal kunne klare sig selv i tre døgn uden adgang til basale fornødenheder som strøm, vand, internet og adgang til mad.