Vand i glas

Det er sikkert at drikke vandet i Lyngby-Taarbæk.

Omfattende screening slår fast: Lyngbys drikkevand er rent

Vandkvalitet

I kølvandet på mange pressehistorier om pesticider i det danske drikkevand har Lyngby-Taarbæk Forsyning gennemført en fuld screening for 234 pesticider i drikkevandet. Og resultatet viser, at du roligt kan drikke vandet i hanen.

I Lyngby-Taarbæk Forsyning vil vi gerne give vores kunder sikkerhed for vandkvaliteten, og derfor har vi testet drikkevandet med den fulde pakke.

De seneste år har medierne været fyldt med historier om nye pesticider i danskernes drikkevand – nogle steder endda over Miljøstyrelsens grænseværdier, og det har ført til lukkede vandværker. Lyngby-Taarbæk Forsyning har derfor valgt at foretage en fuld screening af drikkevandet, og den slår fast, at Lyngbys drikkevand har høj kvalitet.

”Miljøstyrelsen har fastsat, at vandværkerne skal teste for 39 pesticider. Regionerne har dog udviklet et katalog over de 234 pesticider, som potentielt kan være i drikkevandet. I Lyngby-Taarbæk Forsyning vil vi gerne give vores kunder sikkerhed for vandkvaliteten, og derfor har vi testet drikkevandet med den fulde pakke. Og vi er glade for resultatet”, fortæller Kim Dan Jørgensen, der er ansvarlig for drikkevandskvaliteten i Lyngby-Taarbæk Forsyning.

Ud af de 234 pesticider er der kun fundet spor af tre – og langt under grænseværdierne.

”Kun tre pesticider ligger lige over det niveau, der er muligt at registrere i laboratoriet. Og kun det ene er nyt for os – de to andre har vi registreret tidligere. Så screeningen har vist os, at vores drikkevand er rigtigt godt, og at vores kunder ikke behøver at bekymre sig, om der er pesticidrester i drikkevandet”, forklarer Kim Dan Jørgensen.

Stort fokus på vandkvaliteten i Lyngby

Lyngby-Taarbæk Forsyning har stort fokus på vandkvaliteten, og i 2018 blev der taget 120 vandprøver til analyse af drikkevandskvaliteten i Lyngby-Taarbæk Forsynings anlæg. Lyngby-Taarbæk Forsyning tester drikkevandet for mere end 40 naturligt forekommende og menneskeskabte stoffer – og også for stoffer, der ikke er lovkrav om.

”I Lyngby har vi ikke de store problemer med pesticider, da vores vandboringer ligger fjernt fra landbrugsjord. Til gengæld indvinder vi grundvand fra bynære områder, og der har tidligere været en del forurenende virksomheder i Lyngby. Derfor har vi fokus på stoffer, der kan stamme fra jordforurening, og på de pesticider, der typisk er blevet brugt i parker og i private haver. Vi har derfor et udvidet kontrolprogram for netop disse stoffer, så vi kan sikre drikkevandskvaliteten”, fortæller Kim Dan Jørgensen.

Lyngby-Taarbæk Forsyning har stort fokus på at bibeholde drikkevand af god kvalitet og uden fund af pesticider eller andre miljøfremmede stoffer. Derfor har forsyningen også et konstruktivt samarbejde med Region Hovedstaden, som har ansvaret for oprydning af forurenende grunde.

Bestyrelsesformand i Lyngby-Taarbæk Forsyning, Peter Linde, glæder sig også over resultatet:

”Vi skylder vores kunder vished om, at vi tager drikkevandskvaliteten meget alvorligt. Det er også grunden til, at vi helt ekstraordinært har testet for 234 forskellige pesticider. For så kan vi med sikkerhed slå fast, at vores vand er rent. Undersøgelsen er dog ikke en sovepude, for forureninger kan udvikle sig, og derfor kan jeg garantere, at vi også fremover tester og holder skarpt øje med drikkevandet”.

Læs mere om drikkevandskvaliteten under Drikkevand.