Plastaffald

Sortering af plast giver god mening

Genanvendelse

Der har den seneste tid været en del presseomtale om genanvendelsen af plast. Der har hersket tvivl om, hvad der går til reel genanvendelse, og hvad genanvendelsesprocenten egentlig er. Det giver stadig god mening at sortere plast, da det er bedre for CO2-udledningen og klodens ressourcer. 

Her i Lyngby afsætter vi vores plast til Vestforbrænding (sammen med 18 andre kommuner), og Vestforbrænding har ikke kunnet dokumentere, hvor alt den indsamlede plast ender.  Det er svært at følge plasten, når det afsættes igennem flere led, og Vestforbrænding undersøger pt. udformningen af en ny kontrakt, så plastens vej kan følges. Det er selvfølgelig uacceptabelt, at noget af vores sorterede plast senere i processen måske bliver dumpet i Malaysia.

Det betaler sig stadig at sortere plast

På trods af disse udfordringer ændrer det ikke ved, at det betaler sig at sortere plast ved husholdningerne – blandt andet fordi der går hele to kilo olie til at producere et kilo ny plast. Ved at genanvende plastaffald kan vi forlænge vores begrænsede ressourcers levetid og derved mindske CO2-udledningen. Det kræver også mindre energi at bruge genanvendt plast end at producere ny.

Disse udfordringer står vi som affaldsbranche dog ikke alene med, da udfordringerne også skyldes produktionen af mange typer plast samt kompositmaterialer, der er med til at forringe mulighederne for genanvendelse.

En del af løsningen skal findes i EU-regi, hvor man arbejder på, at al plastemballage i EU skal være egnet til genanvendelse senest i 2030. Man skal også til at kigge på de konkrete modtageanlæg, der sorterer plasten, og hvor stort tabet er frem til, hvor plasten bliver genanvendt i nye produkter. Men inden vi når så langt, giver det god mening at sortere plasten fra, da det alt andet lige er bedre for CO2-udledningen ikke at skulle benytte olie til at fremstille plast. 

Ønsker du mere information om genanvendelsen af plast, så læs mere om emnet på Vestforbrændings hjemmeside.