Oversvømmelse på Klampenborgvej efter brud på vandledning

Stort vandbrud på Klampenborgvej gav oversvømmelse og tomme haner

Vandbrud

Den 23. marts ramte en entreprenør vores store vandledning under Klampenborgvej. 600 kubikmeter vand løb ud og oversvømmede vejen.

I forbindelse med letbanearbejdet ramte en entreprenør desværre en stor vandledning under Klampenborgvej.

Da vandledningen har en diameter på 40 cm, kommer der meget vand ud ved et brud. På kort tid kom der således 600.000 liter vand ud - meget af det flød ud på Klampenborgvej, der midlertidigt blev spærret.

Vi fik hurtigt lukket af for vandet til ledningen, men det betød også, at dele af Lyngby var uden vand i hanerne før middag.

I denne video kan du se, hvordan vandet flød ud på Klampenborgvej.

Se video fra vandbruddet på Klampenborgvej

Misfarvet vand efter lukning

Når der har været lukket for vandet, kan vandet være rustfarvet, når det igen kommer ud af vandhanerne. Der er tale om et forbigående fænomen, der skyldes, at aflejret kalk og jern rives med fra vandledningssystemet. 

Misfarvningen er uskadelig og ikke sundhedsfarlig. For at få rent vand igen, skal du gennemskylle dine vandrør ved at lade alle vandhaner løbe et par minutter, indtil vandet igen er klart. Rens eventuelt filtrene til vandhanerne bagefter.

Da der er tale om et stort brud, kan misfarvningen af vandet komme og gå over et par dage.