Aktuelt
Ingen akutte driftsbeskeder lige nu

Tekstilaffald

Vi indsamler slidte, hullede, ødelagte og udtjente tekstiler til genanvendelse. Har du tøj eller andre tekstiler, som andre kan få glæde af, skal det i stedet afleveres i en genbrugsbutik eller tøjindsamlingscontainer.

Det tekstilaffald, vi indsamler i forbindelse med storskrald, går ikke til genbrug men til genanvendelse. Tekstilerne bliver forarbejdet, så fibrene kan bruges som råmateriale i nye tekstiler, fx i spinding af nyt garn. Alternativt – hvis kvaliteten af fibrene ikke er høj nok – bliver tekstilerne omdannet til klude, fyld i bilsæder eller isolering i vaskemaskiner.

Det er derfor vigtigt, at du kun afleverer tøj, håndklæder, klude, gardiner og boligtekstiler, viskestykker, lagener og lignende, der er i for dårlig stand til fortsat at kunne bruges.

Hvad skal ikke afleveres som tekstilaffald?

Tøj og andre tekstiler, du måske er træt af, men som stadig er i god stand, skal afleveres i en genbrugsbutik eller til tøjindsamling – på den måde er du med til at forlænge tøjets levetid.   

Vi tager ikke imod tekstilaffald, der er vådt, muggent, jordslået eller fyldt med kemikalier, maling eller olie, da disse ikke kan genanvendes. Det skal du i stedet aflevere i beholderen til restaffald eller i containeren ’Rest efter sortering’ på genbrugsstationen, så de i stedet bliver udnyttet til at producere energi. Det samme gælder sko, bælter og tasker.

Tæpper og gardiner med gummibelægning samt voksdug skal ligeledes afleveres i containeren ’Rest efter sortering’ på genbrugsstationen.

Sådan afleverer du tekstilaffald

Put de rene og tørre tekstiler i en klar plastpose, og luk den med en knude. Posen må maksimalt veje 10 kg. Posen sættes til afhentning sammen med storskrald – det gælder, hvad end du bor i villa, rækkehus eller etageejendom.