Vejarbejde på Buddingevej

Status på ledningsomlægningerne på Buddingevej

Letbane

Lyngby-Taarbæk Forsynings arbejde med ledningsomlægninger på Buddingevej har netop været inde i en periode med en del vibrations- og støjgener. Heldigvis er de ved at være ovre i denne omgang.

Tidligere på måneden informerede vi om, at vores arbejde med ledningsomlægninger på Buddingevej i perioder ville give støj- og vibrationsgener.

Mulige støj- og vibrationsgener omkring Buddingevej

 

Arbejdet er led i forberedelserne til den kommende letbane, og entreprenør på opgaven er Barslund.

I januar etablerer Barslund 3 gruber omkring krydset Buddingevej/Christian X’s Alle. Gruberne er huller i jorden, hvor arbejdet med at bore spildevandsledninger gennem jorden foregår. Inden en grube kan udgraves, vibreres jernplader ned i jorden – også kaldet spunsning. Spunsen skal sikre, at hullet ikke falder sammen, og at fundamentet under de nærliggende bygninger ikke skrider.  

Når spunspladerne skal i jorden, sker det med store maskiner, der vibrerer spunspladen gennem jorden, og det giver både vibrations- og støjgener i området. For at sikre, at vibrationerne holdes under grænseværdierne, har Barslund konstant monitorering af vibrationerne. Monitoreringen sker på flere udvalgte bygninger, hvor der er opsat målere. Byggelederen og kranoperatøren modtager besked, hvis vibrationerne nærmer sig grænseværdierne, og arbejdet stoppes. 

Lige før jul og mandag den 18. januar færdiggjorde Barslund spunsningen af to meget dybe gruber ved krydset Buddingevej/Christian X’s Alle. Dette arbejde gav store vibrationer i området, og 18. januar blev grænseværdierne overskredet en smule et par gange med kortere varighed. Endelig analyse af data fra 18/1 og rapportering heraf er endnu ikke færdig.

Når arbejdet ikke blev stoppet øjeblikkeligt, skyldes det, at en vibrationsmålers alarmfunktion var ude af drift, og derfor ikke sendte alarm videre til kranoperatøren og byggelederen. Fejlen blev umiddelbart udbedret, og systemet virker igen.

Fokus på at reducere gener

I Lyngby-Taarbæk Forsyning tager vi generne fra arbejdet meget alvorligt, og vi har særlig opmærksomhed på, at entreprenørens varslingssystemer virker hele tiden, og hvis der er udfald, skal arbejdet indstilles.

Vi er også i dialog med Barslund om, hvilke muligheder der er for at reducere generne ved spunsarbejdet både operationelt og teknisk. Helt grundlæggende ønsker vi ikke, at naboer til anlægsarbejdet igen skal udsættes for det niveau af vibrationsgener, som tilfældet var for de to dybe gruber udført lige før jul og i denne uge. 

Vi har fået flere henvendelser om bygningsskader, forsikring og proces for anmeldelse. Dette kan du læse mere om her: 

Erstatning ved skader


Arbejdet i den kommende tid

I denne omgang mangler Barslund en mindre grube ved krydset Buddingevej/Christian X’s Alle. Den bliver etableret i uge 3, og er efter planen færdig i begyndelsen af uge 4. Herefter begynder arbejdet med at etablere spildevandsledningerne mellem gruberne. Ledningerne bliver boret gennem jorden, og det arbejde giver færre gener end almindeligt gravearbejde.

De næste gruber på Buddingevej er først planlagt til at blive etableret først på sommeren. Hvis arbejdet med ledningsføringen møder uforudsete hindringer under jorden, kan det dog blive nødvendigt at etablere ekstra gruber.

Over det næste års tid skal Barslund i alt anlægge omkring 15 gruber på Buddingevej ud mod Gladsaxe.

Kort over gruber på Buddingevej
Kortet viser, hvor det er planlagt, at gruberne på Buddingevej cirka bliver placeret. De grønne er etableret, blå er i gang, og røde bliver etableret senere.
Klik her for at se billedet i fuld størrelse.

I Lyngby-Taarbæk Forsyning beklager vi de gener, som omlægningen af vores ledninger giver for beboerne i området. Det er vores opgave og pligt at sørge for, at vi fortløbende arbejder på at reducere disse gener.

Arbejdet bliver som udgangspunkt udført i normal arbejdstid, hvilket vil sige på hverdage mellem kl. 7-18. 

Yderligere information

Du kan læse mere om vores aktuelle gravearbejde under Her graver vi.

Her graver vi

Du også mulighed for at tilmelde dig et nyhedsbrev, hvor vi fortæller om vores arbejde. Nyhedsbrevet fungerer på den måde, at man kan tilmelde sig de emner, man har interesse for.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

På Lyngby-Taarbæk Kommunes hjemmeside kan du også følge letbanearbejdet.

www.letbane.ltk.dk

 

Hvorfor skal ledningerne flyttes?

Under fortove og veje ligger mange ledninger til fx strøm, fibernet, gas, vand og spildevand. I forbindelse med den nye letbane skal ledningerne flyttes, så de ikke kommer til at ligge under skinnerne. Et brud på en ledning under skinnerne ville være svært at reparere, og det ville give alvorlige konsekvenser for letbanens drift.

Lyngby-Taarbæk Forsyning omlægger både vand-, spildevand- og regnvandsledninger i Buddingevej, og dette arbejde er det sidste i rækken af ledningsomlægninger. Herefter kan Hovedstadens Letbane begynde arbejdet med at lægge skinner.