Luftfoto af Lyngby centrum

Vi kom godt gennem 2020

Årsberetning

Til trods for corona-nedlukningen kom Lyngby-Taarbæk Forsyning godt gennem 2020, og vi fik leveret stort set alle vores tjenester til kunderne igennem hele perioden.

Da corona-virussen ramte landet, måtte vi i Lyngby-Taarbæk Forsyning også lægge hverdagen om. 

Men da drikkevand, afledning og rensning af spildevand samt afhentning af affald er grundlæggende for at vores samfund fungerer, kan vi ikke bare hjemsende alle vores medarbejdere. Med justerede arbejdsrutiner og fysiske restriktioner for medarbejderne har vi på sædvanlig vis leveret stort set alle vores tjenester til kunderne igennem hele perioden.

Enkelte områder har dog været påvirket af nedlukningen, og især affaldsområdet krævede ekstra tiltag. Men alt i alt kom vi ud af 2020 med et tilfredsstillende resultat, selvom affaldsområdet lander med et minus på 1,4 millioner kroner på grund af uforudsete udgifter til de ekstra corona-tiltag.

I årsberetningen 2020 kan du læse mere om disse vigtige opgaver og resultater i Lyngby-Taarbæk Forsyning:

  • Lyngby-Taarbæks borgere satte endnu en gang rekord i sortering af glas, metal, plast, pap og papir. Samtidig forberedte vi os på den nye sorteringsordning af mad- og restaffald. 
  • Det nye vandværk tog for alvor form, og renoveringen af Lundtofte pumpestation blev færdig. Nye ledninger og lækageundersøgelser var med til at reducere vandtabet.
  • Vi fortsatte med at klimatilpasse vores spildevandssystem. Ledningsomlægningerne i forbindelse med den nye letbane har også givet travlhed.
  • Vi renoverer løbende Mølleåværket og optimerer renseprocessen. Vi har også fokus på at udnytte de ressourcer, som udvikles i renseprocessen.
  • Internt har vi sat fokus på arbejdsmiljøet, og vi har igangsat en strategiproces og justeret organisationen, så den er gearet til udfordringerne i dag og fremadrettet. Herunder vores mange projekter – over de næste fem år har vi investeringer på rundt regnet en milliard kroner.


Som noget nyt har vi i år valgt at udgive årsberetningen elektronisk for at spare på papiret. 

Du finder årsberetningen her