Afhentning af affald

1.800 tons genanvendeligt affald indsamlet på et år

Sorteringsordningen er kommet godt fra land i Lyngby-Taarbæk. På et år er der indsamlet 1.800 ton glas, plast, metal og papir til genanvendelse.

Husholdningsaffaldet bliver ikke længere bare smidt i skraldespanden. Borgerne i Lyngby-Taarbæk har nemlig taget sorteringsordningen til sig, og der bliver i den grad fyldt affald i 4-kammerbeholdere og affaldscontainere. Faktisk i en sådan grad, at skraldebilerne det sidste år har hentet tæt på 1.800 ton genanvendeligt affald.

”Vi var spændte på at se, i hvor høj grad borgerne ville sortere husholdningsaffaldet – heldigvis er ordningen blevet rigtigt godt modtaget, og det afspejler sig i resultatet. Selvom noget af det sorterede affald tidligere blev afleveret i kuberne eller på genbrugspladsen, får vi med ordningen sorteret meget mere genanvendeligt affald”, siger Karin Hartling, der er projektleder i Lyngby-Taarbæk Forsyning.

De første husstande fik 4-kammerbeholderne i april 2016, og i september 2016 stod beholderne ved 10.000 husstande. I 2017 er boligselskaberne begyndt at komme med i ordningen.

”Mere end 95% af husejerne er med i ordningen, og hovedparten af dem, der har valgt den fra, er ældre med dårlige adgangsveje, og som derfor ikke kan stille beholderen ud til vejen. Vi mangler stadig at få en del boligforeninger med i ordningen – de kommer løbende med, så der er basis for, at vi i de kommende år får samlet endnu mere affald til genanvendelse”, fortæller Karin Hartling.

Udrulningen til boligforeningerne foregår i tæt dialog mellem den enkelte forening og Lyngby-Taarbæk Forsyning, da vi forsøger at skabe den bedst mulige løsning for den enkelte forening.

”Jeg synes, at alle borgere i Lyngby-Taarbæk kan være stolte over resultatet – det er vi i hvert fald. De store mængder sorterede affald bliver nu genanvendt, og på den måde sparer vi på ressourcerne. Det er til gavn for klima og miljø og dermed for os alle”, siger Peter Linde, der er formand for Lyngby-Taarbæk Forsyning.

 

Indsamlingen i tal

   
Papir 855 tons
Glas 631 tons
Plast 212 tons
Metal 85 tons

Tallene er fra september 2016 til september 2017