Vandbrud

Vi oplever brud på vandledningerne hele året, men i vintermånederne kan temperatursvingninger forårsage flere brud end normalt.

Brud på vandledninger

Vandbrud

I øjeblikket oplever vi flere brud på vandledningerne end normalt. Det skyldes temperatursvingningerne mellem frost- og varmegrader.

I Lyngby-Taarbæk Forsyning har vi her i starten af året haft mere travlt end normalt med at udbedre brud på vandledningerne. Det øgede antal brud skyldes, at jordens temperatur ligger og veksler mellem frost- og varmegrader, og det øger risikoen for brud.

Når der er et vandbrud, lukker vi for vandet i området, og det giver desværre nogle gener for kunderne. Men vi kan til gengæld love, at når uheldet er ude med et vandbrud, er udbedring af bruddet vores førsteprioritet, og vi forlader ikke bruddet, før det er udbedret.

Det tager i gennemsnit to timer, før der igen er vand i hanerne, men nogle gange er der komplicerede brud, der tager længere tid at reparere.

For at mindske risikoen for brud er vi i gang med et omfattende renoveringsarbejde af vandledningerne. Men vi har mere end 270 kilometer vandledning – så der er renoveringsarbejde til nogle år frem.

Hvis du opdager et vandbrud, beder vi dig kontakte os hurtigst muligt på 72 28 33 60. Vi har døgnvagt, så der er altid nogen, der kan reagere, hvis uheldet er ude.

Misfarvet vand efter brud

Når vi åbner for vandet efter et brud, kan vandet være misfarvet – typisk rustfarvet. Der er tale om et forbigående fænomen, der skyldes, at aflejret kalk og jern rives med fra vandledningssystemet. Misfarvningen er uskadelig og ikke sundhedsfarlig. For at få rent vand igen, skal du gennemskylle dine vandrør ved at lade alle vandhaner løbe et par minutter, indtil vandet igen er klart. Rens eventuelt filtrene til vandhanerne bagefter.