Aktuelt
Ingen akutte driftsbeskeder lige nu
Udskiftning af vandledninger

Fald i vandtabet skal fastholdes med nye vandledninger i Virum

Lyngby-Taarbæk Forsyning arbejder på at nedbringe vandtabet, og de nye tal indikerer, at det går den rigtige vej. Fra 2019 til 2020 faldt vandtabet fra 11 til 7,1 procent. Nu skal de gode resultater fastholdes, og derfor går Lyngby-Taarbæk Forsyning i gang med at udskifte gamle vandledninger i Furesøkvarteret i Virum. De nye vandledninger sikrer bedre vandkvalitet og reducerer risikoen for ledningsbrud og dermed vandtab.

I 2019 havde Lyngby-Taarbæk Forsyning et vandtab på 11 procent i ledningsnettet – det svarer til mere end 300.000 kubikmeter. For at nedbringe vandtabet blev hele vandledningsnettet i 2020 undersøgt med avanceret måleudstyr, der kan opspore skjulte brud.

”Undersøgelsen viste, at der var 31 skjulte lækager på ledningsnettet – halvdelen på vores egne ledninger, mens den anden halvdel var på kundernes ledninger. Vores egne brud blev straks repareret, mens kunder med brud har fået besked om, at de skal reparere deres vandledning”, fortæller Arne Rokkjær, der er projektleder i Lyngby-Taarbæk Forsyning.

31 brud lyder måske ikke af så meget, men trykket på vandledningerne er højt, og selv en mindre lækage kan blive til mange 1.000 liter om dagen. 

”Vi har netop beregnet vandtabet i 2020, og her har vi set et relativt stort fald – det er nu nede på 7,1 procent. Det viser, at vi er på rette vej, og nu må vi se, om tendensen holder fremadrettet. Med lækagesøgningen har vi sat prop i vandtabet, og nu speeder vi tempoet op for udskiftningen af gamle vandledninger – for uden udskiftning vil vandtabet hurtigt stige igen”, fortæller Flemming Horn Nielsen, der er administrerende direktør i Lyngby-Taarbæk Forsyning.

Ud med de gamle støbejernsrør

I 2021 har Lyngby-Taarbæk Forsyning afsat 18,5 millioner kroner til udskiftning af vandledninger. Arbejdet begynder i Furesøkvarteret i Virum i marts, og udskiftningen fortsætter de kommende år i andre dele af Virum. 

”Når udskiftningen begynder i Virum, skyldes det, at der er mange gamle vandledninger – nogle er mere end 100 år – og de er lavet af støbejern. Og netop støbejernsledningerne giver flest brud. Alene i år udskifter vi 3,5 kilometer vandledninger i Furesøkvarteret”, siger Arne Rokkjær.

Formanden for Lyngby-Taarbæk Forsyning, Peter Linde, glæder sig over, at arbejdet nu kommer i gang:

”Jeg er glad for, at vi har fået fordoblet vores udskiftning af vandledninger, så vandtabet kan komme ned på et acceptabelt niveau. Vi kan herved nå at udskifte vores gamle ledninger, inden de bliver utætte. Med nye ledninger vil kunderne også få større driftssikkerhed, da de nye plastledninger ikke giver så mange brud – det giver også en driftsmæssig besparelse. Vi tilpasser også rørdimensionen, så den passer til forbruget i dag og fremadrettet. Derfor får vi hurtig udskiftning af vandet, så det ikke opholder sig så længe i rørene. Og det giver højere vandkvalitet”. 

”I det hele taget investerer Lyngby-Taarbæk Forsyning store beløb i vandforsyningen i disse år. I 2020 blev Lundtofte Pumpestation gennemrenoveret, og senere i år kommer det nye vandværk ved DTU i drift. Begge dele betyder større forsyningssikkerhed, ligesom det nye vandværk giver bedre vandkvalitet og større egenproduktion af drikkevand”, forklarer Peter Linde.

 

Fakta om udskiftningen af vandledninger i Furesøkvarteret

Arbejdet med etape 1 går i gang i begyndelsen af marts, og det forventes færdigt i efteråret.

Arbejdet foregår primært i fortovet, så biltrafikken bliver kun sjældent påvirket af arbejdet. 
Det er NCC, der udfører arbejdet for Lyngby-Taarbæk Forsyning. 

I etape 1 forventer Lyngby-Taarbæk Forsyning at udskifte vandledninger på disse veje – nogle steder kun på dele af strækningen:

  • Tværvej
  • Kaningårdsvej
  • Helsingevej
  • Parcelvej nr. 72-81
  • Parsbergvej
  • Søndervej nr. 59-81
  • Furesøvej nr. 54-62
  • Dybensøvej
  • Niels Skriversvej
  • Furesølund
  • Furesøkrogen