Fedt fra madlavning

Hæld ikke fedt i vasken eller afløbet

Spildevand

Med madlavning følger ofte overskydende fedt, især omkring juletid. hvad gør du med overskydende fedt, når du fx steger and og flæskesteg og andet lækker julemad?

Det er en skidt ide at hælde det direkte i vasken eller afløbet.

For fedtet størkner, og så sætter andre ting sig fast, og så kan du stå med en stoppet vask og afløb og kan være nødt til at betale et firma for at få problemet fikset. Og hvis fedtet ender i vores kloakker og pumpestationer, skal vi bruge tid og penge på at spule og rense fedtet væk. 

Sådan kan du komme af med fedtet:

  • Små mængder stegefedt kan du tørre af med et stykke køkkenrulle og lægge i den grønne køkkenspand eller i restaffald/dagrenovation.
  • Du kan også hælde stegefedtet over i fx en brugt mælkekarton eller andet eksisterende affald, der kan tåle varme – og når det så er størknet, kan du smide det i restaffald/dagrenovation.
  • Du kan selvfølgelig også bruge fx andefedt til at give rødkålen ekstra smag, bruge det på rugbrødet i stedet for smør eller lave sprøde pomfritter.

Sådan passer du også på dit afløb

Du kan forholdsvis nemt holde dine kloakrør rene og forebygge, at de stopper til. Du kan blandt andet jævnligt hælde kogende vand tilsat lidt opvaskemiddel i afløbet – det er en effektiv, billig og miljøvenlig metode.