Placering af affaldsbeholdere

Kravene til et bedre arbejdsmiljø for skraldemændene påvirker affaldsindsamling

Affald

Nogle af vores kunder oplever, at de ikke får tømt affald som tidligere. Det skyldes et øget fokus på skraldemændenes arbejdsmiljø.

Det skærpede fokus er primært rettet mod de krav, som adgangsvejen til affaldsbeholdere skal leve op til. Det gælder også kravene til affaldsbeholdernes placering på grunden. Kravene er ikke nye. Men de bliver i højere grad håndhævet for at undgå nedslidning og arbejdsulykker.

I Lyngby-Taarbæk Forsyning mærker vi stigning i antallet af sager, der omhandler manglende tømning af især 2- og 4-kammerbeholderen. Det mærker vi, fordi vi både får information fra vores renovatør og fra berørte kunder. Når kunderne henvender sig, får vi ofte spørgsmålet, om kravene har ændret sig, siden de pludselig ikke får hentet, som de plejer. Men det er ikke tilfældet. Årsagen er øget fokus på arbejdsmiljøet.

Affaldsbranchen er ramt af særlig mange arbejdsulykker

Det skærpede fokus på skraldemændenes arbejdsmiljø skyldes især, at branchen er særligt hårdt ramt af arbejdsulykker. Heraf er mange af dem såkaldte snubleulykker. Derfor er især adgangsvejen i fokus – det vil sige det stykke, skraldemanden skal gå fra skraldebilen og hen til affaldsbeholderen. Her er det bl.a. vigtigt, at vejen er jævn og fast, uden bump og trin og med både den nødvendige frihøjde og bredde. Selve beholderens placering spiller også ind – den skal være nem at komme til og vende med håndtaget udad, så den er nem at trække ud.

Hvad kan vi gøre for at hjælpe og informere?

Vi tager skraldemændenes arbejdsmiljø og dermed også kravene til adgangsveje alvorligt. Derfor sætter vi ressourcer ind på at løse de sager, hvor kravene til arbejdsmiljøet er reelle – ligesom vi også løbende er i dialog med vores renovatør for at sikre, at de manglende tømninger reelt skyldes arbejdsmiljøforhold. Vi er også i dialog med berørte kunder og sender i flere tilfælde en medarbejder ud på tilsyn for at hjælpe til løsninger. 

Men vi er også klar over, at vi skal hjælpe vores kunder til at forstå kravene til adgangsvej og placering. Derfor forsøger vi via forskellige kanaler at udbrede kendskabet, så vores kunder forhåbentlig kan undgå ærgrelse over manglende tømning. 

Det er selvfølgelig altid muligt at stille 2- og 4-kammerbeholderen ud til fortovet inden kl. 7 på tømmedagen, hvis adgangsvej ikke kan leve op til kravene – med håndtaget udad mod kørevejen/skraldemanden.

Beholdere ud til fortov
Hvis din adgangsvej ikke kan leve op til kravene skal du stille din beholder ud til fortovet med håndtaget udad på tømmedagen. Nogle beholdere skal altid sådan - det gælder beholderen til pap og til haveaffald.

Kend kravene til adgangsvej

Læs her om kravene til adgangsvejen til din beholder og beholderens placering. Det gælder særligt for 2-kammerbeholderen og 4-kammerbeholdere.

Haveaffald, storskrald, tekstil og pap er såkaldte skel-ordninger, og derfor skal disse affaldsfraktioner altid stå ud til fortovet på tømmedagen for at blive taget med. Og her er det også vigtigt at huske, at havebeholder og beholderen til pap skal stå med håndtaget udad mod skraldemanden.

Læs om krav til adgangsvej og placering af beholder her