Ålebækken dronefoto

Lyt til Jesper Theilgaard i Ålebækken Ruinpark

Klimatilpasning

I 2021 stod Lyngby-Taarbæk Forsynings klimatilpasningsanlæg, Ålebækken Ruinpark, færdigt. Fra fredag d. 13 oktober kan besøgende opleve informative skilte med lydspots, der giver en stemningsfuld forklaring på udfordringen med øget nedbør i Danmark.

Meteorolog og anerkendt foredragsholder, Jesper Theilgaard, sætter fokus på en af Danmarks mest akutte udfordringer i forbindelse med klimaforandringerne - oversvømmelser forårsaget af øget nedbør. Theilgaard forklarer: 

"I Danmark betyder klimaforandringer primært, at vi får større mængder nedbør, og det giver vandproblemer. Vand fra oven som nedbør, vand fra neden som stigende grundvand og vand fra siden med stigende havvand."

Lyt allerede nu til lydfortællingen med Jesper Theilgaard 

Klimatilpasning er afgørende

Den gennemsnitlige årlige nedbør er steget, og hyppigere kraftig regn skaber udfordringer for vores eksisterende kloaksystemer. Derfor er klimatilpasning blevet afgørende. Theilgaard påpeger: 

"Vi er nødt til at tilpasse os de nye tider ved at revidere vores tilgang til vand - det inkluderer vores vandløb, søer, og kloaksystemer. Der er mange måder at gøre dette på, men det centrale er at forsinke vandet i dets vej mod kloaksystemet." 

Klimatilpasning i Lyngby-Taarbæk

Lyngby-Taarbæk Forsyning arbejder med klimatilpasninger flere forskellige steder i kommunen. 

  • Ålebækken Ruinpark er en rekreativ park på 30.000 m2, men også et moderne klimatilpasningsanlæg med 3 forsinkelsesbassiner, der kan rumme 10 millioner liter vand. Det svarer til det årlige vandforbrug for 4.000 familiehjem.
  • Vi etablerer regnvandsbassiner.
  • Vi er i gang med et længerevarende projekt, der skal reducere oversvømmelser i det centrale Lyngby.
  • Flere steder i kommunen arbejder vi på at separere regnvand fra spildevand. 
  • I områder med ny bebyggelse etablerer vi nedsivnings- og forsinkelsesbassiner. 
     

Han nævner i den forbindelse klimatilpasningsanlægget i Ålebækken Ruinpark som et eksempel.

Bassinerne i Ålebækken Ruinpark gør en positiv forskel 

Bassinerne i Ålebækken Ruinpark er til stor gavn. Vi som forsyning har skabt tre store bassiner her, der til sammen kan opbevare 10 millioner liter regn- og spildevand. Et af dem er det åbne bassin fra det gamle renseanlæg fra 1942, som vi har renoveret, mens de to andre er helt nye og ligger under jorden.

Disse tre bassiner hjælper, når der kommer mere regn, end vores kloaksystem kan håndtere. De har faktisk forbedret vandkvaliteten i Mølleåen ved at reducere overløb med fortyndet spildevand.

Kombiner gåtur med spændende lydoptagelser

Fra midten af oktober vil der være installeret syv informative skilte i Ålebækken Ruinpark. Disse skilte fortæller historien om parken og dens transformation, med fokus på det tidligere renseanlægs historie, det nye klimatilpasningsanlæg og parkens betydning for biodiversiteten i området. Skiltene indeholder også underholdende opgaver for børn samt fascinerende lydfortællinger.

Lær mere og planlæg dit besøg i Ålebækken Ruinpark

Udover interviewet med Jesper Theilgaard kan du høre interview med vores medarbejder Alf Thomassen, biolog Anders Michaelsen og biodiversitetsforsker Naia Morueta-Holme.