Kompost i hænderne

Nu kan du snart hente kompost på genbrugsstationen

Nyhed

Fra den 22. marts og indtil den 3. maj kan du frit afhente kompost på genbrugsstationen på Firskovvej.

Kribler det i de grønne fingre? Og kan du godt lide at forkæle planter, blomster, græsplænen og buske i din have med lidt ekstra næring? Så kan du fra den 22. marts hente kompost på genbrugsstationen – du skal bare huske at blande komposten med sand eller jord, så den ikke svider rødderne og ødelægger dine planter.

Medbring egne beholdere

Inden du tager afsted til genbrugsstationen, så husk dine egne beholdere til at hente kompostmulden i. Medbring også meget gerne din egen skovl og kost.

Vi får løbende nye læs kompost op til den 3. maj, så du kan komme forbi så ofte, du vil.

Her kommer komposten fra

Komposten er lavet af alt det haveaffald, vi har fået indleveret på genbrugsstationen og indsamlet ude hos jer kunder – samt det haveaffald, der er indsamlet i de 18 andre kommuner, der står bag affaldsselskabet Vestforbrænding.

Haveaffaldet bliver knust og sorteret i to fraktioner: En løvfraktion (det fine), der typisk udgør 70 procent af den indkomne mængde, og en vedfraktion (det grove), der udgør de resterende 30 procent.

Det er løvfaldsdelen, der kan blive til kompost, mens vedfraktionen bliver brugt som biobrændsel på et forbrændingsanlæg

Ved at omsætte en stor del af haveaffaldet til kompost, genbruger vi ressourcerne og recirkulerer næringsstoffer til naturen. Det er sket ved høje temperaturer, så der er ingen snegleæg eller ukrudtsfrø i komposten.

Gode råd om komposten

Komposten er meget næringsrig og skal altid blandes med jord eller sand. Hvis du sår eller planter i den rene kompost, risikerer du at ødelægge planten og svide dens rødder.

Du får derfor her et par tips:

  • Græsplæne, urtehave og plantebed: Fordel 4-5 cm kompost ud over jorden og bland den med de øverste 10-15 cm jord/muld. Ønsker du en grønnere græsplæne, kan du med fordel ”topdresse” din plæne et par gange i løbet af sæsonen – dvs. blande 1/3 kompost med 2/3 fint sand og sprede blandingen i et tyndt lag 5-10 mm jævnt over plænen. Arbejd den herefter ned i bunden med en rive eller en kost.
  • Potter, krukker og kummer: Bland komposten med spagnum - ca. 1/4 kompost og 3/4 spagnum er optimal.
  • Vitamintilskud til de gamle planter: Gammel beplantning som træer, buske og stauder er ofte gået i stå, da jorden mellem planterne kan være tør og komprimeret. Fordel 4-5 cm ren kompost som topdækning omkring planten. Så får jorden tilført gødning og holder bedre på den sparsomme fugt, og efter få måneder vokser planterne igen.