Affaldsbeholder

Affaldsbeholdere placeret rigtigt med håndtag udad.

Øget fokus på arbejdsmiljøregler har påvirket affaldsindsamling

Affald

Nogle af vores kunder oplever i øjeblikket, at de ikke får tømt dagrenovation og 4-kammerbeholdere. Årsagen er et skærpet fokus på arbejdsmiljø blandt skraldemændene.

Det skærpede fokus er primært rettet mod de krav, som adgangsvejen til affaldsbeholdere skal leve op til.

Lyngby-Taarbæk Forsyning har inden for de seneste uger oplevet en stigning i antallet af sager, der omhandler manglende tømning af dagrenovation og 4-kammerbeholdere. Det er i første omgang medarbejderne hos renovatøren, der indmelder sager om adgangsveje, der ikke lever op til de gældende krav til arbejdsmiljøet. Det sker efter, at de berørte kunder i de sidste 5 år har fået tømt på adressen.

De berørte kunder oplever, at skraldemændene stopper med at tømme affald fra dag til dag og med information om, at affaldet først bliver afhentet, når adgangsvejen er i orden. Der har ikke været nogen varsling om den pludseligt ændrede praksis eller kommunikation om mulighederne for at ændre adgangsvejen, så den lever op til kravene.

I Lyngby-Taarbæk Forsyning beklager vi, at de berørte kunder har fået beskeden meget sent og uden nogen varsel. 

Hvad gør Lyngby-Taarbæk Forsyning for at afhjælpe?

I Lyngby-Taarbæk Forsyning er vi løbende i dialog med renovatøren for at ændre situationen og få deres medarbejdere til at tømme det affald, som de ifølge kontrakten er forpligtet til.

I Lyngby-Taarbæk Forsyning tager vi kontakt til de berørte kunder og oplyser dem om de forhold, det drejer sig om på netop deres adresse og forsøger at finde individuelle løsninger. Der har været tilsyn på udvalgte adresser og efterfølgende er kunderne blevet kontaktet om et løsningsforslag, så der igen kan blive tømt affald. I de fleste tilfælde er kunderne blevet oplyst om, at sækken kan sættes ud til vejen på tømmedag eller at beholderen til haveaffald kan benyttes til dagrenovation og sættes ud til skel på tømmedagen, nu hvor haveaffaldssæsonen er slut for i år.

Vi tager skraldemændenes arbejdsmiljø og dermed også kravene til adgangsveje alvorligt. Derfor sætter vi også ressourcer ind på at løse de sager, hvor kravene til arbejdsmiljøet er reelle. For at oplyse vores kunder om de regler, der gælder for adgangsveje, vil der i forbindelse med et orienteringsbrev til alle kunder i villa/rækkehus om udrulning af ny affaldsordning fra 1. april 2021 også være information om adgangsveje.