fjern ukrudt uden sprøjtegift

Pas på drikkevandet – drop sprøjtegift og få jord under neglene

Drikkevand

Her i Lyngby-Taarbæk bor du bogstaveligt talt oven på det grundvand, som bliver til drikkevand. Derfor kan du også være med til at beskytte det mod forurening, bl.a. ved at holde din have sprøjtefri.

I Danmark er det en selvfølge for os at kunne tappe rent drikkevand direkte fra hanen. Det ønsker vi i Lyngby-Taarbæk Forsyning også, at det skal være for de kommende generationer. 

For at kunne producere rent drikkevand er vi afhængige af at have rent grundvand. Noget der gemmer sig under din have, din indkørsel og dit fortov. 

I Lyngby-Taarbæk er det nemlig hele 85% af undergrundsarealet, som er indvindingsopland til vores alles vandforsyning. Det betyder, at det er den del af undergrunden, vi pumper grundvand op fra og danner drikkevand af. 

Du bor med andre ord bogstaveligt oven på det, der skal blive til dit rene drikkevand. Derfor er det også dig, der kan være med til at beskytte det mod forurening og sikre, at der også er rent drikkevand til de kommende generationer. 

En enkelt dråbe sprøjtegift kan gøre stor skade

Grundvandet er i stigende grad truet fra flere sider. En af de helt store trusler er dog en, du kan være med til at eliminere; sprøjtegift. Når det er blevet spredt ud på jorden, fortovet, fliserne mm., siver det nemlig før eller siden ned til grundvandet. Og her kan blot en lille dråbe sprøjtegift forurene en stor mængde af vores grundvand. 

Derfor har det siden 1. januar 2024 været forbudt at bruge sprøjtegift med glyphosat, herunder Roundup, på en række offentlige og private arealer. Det drejer sig om asfalterede områder belagt med beton, fliser og grus, fx stier, fortove, indkørsler, parkeringspladser og terrasser. Faktisk kan 1 enkelt gram sprøjtegift forurene en hel families forbrug af drikkevand i 80 år. Det gælder for alle sprøjtegifte, også dem der endnu ikke er forbudt. 

Selvom det kan være fristende at benytte et quickfix som pesticider, har det både store og langsigtede konsekvenser. Også for vores plante- og dyreliv, da det er giftigt for insekter, fx bier, som er en vigtig del af økosystemet. Vi opfordrer derfor alle til helt at stoppe med at bruge sprøjtegift.   
Udtaler Charlotte Fog Krohn, fagspecialist hos Lyngby-Taarbæk Forsyning

Miljøvenlige alternativer til sprøjtegift

De seneste år har der været en trend med at lade sin have være vild for at skabe bedre betingelser for biodiversiteten. Her er det selvfølgelig nemt at undgå brug af sprøjtegift. 

Er din have ikke en af dem, kan ukrudt, skadedyr og svampe imidlertid være nogle uvelkomne gæster. Derfor har vi samlet nogle gode råd til, hvordan du lettest bekæmper disse uden brug af pesticider.

Råd til hvordan du bekæmper ukrudt og uønskede planter:

  • Fliser og sten: Hvis der er ukrudt i fugerne mellem fliserne, som du gerne vil af med, er det lettest at fjerne det lige efter, det har regnet. Brug en fugerenser, lugejern eller et lignende redskab. Fyld derefter fugerne godt op med sand.  
  • Prydplanter og bede: Du kan forebygge ukrudt ved at dække jorden med bunddække. Er skaden sket, kan du komme ukrudtet til livs med en ugentlig lugning, sådan at planternes rodnet udsultes og til sidst forsvinder.
  • Græsplænen: Hvis du gerne vil af med mos i græsplænen, kan du bruge en rive – enten en almindelig en af slagsen eller en mosrive specifikt designet til formålet. Hvis der kommer huller i græstæppet som følge heraf, så husk at efterså med det samme, så ukrudtet ikke finder vej. 
  • Buske, gangarealer mm.: Benyt flis eller bark som bunddække, fx i bede, under hækken, omkring buske, ved gangarealer eller andre steder, hvor ukrudtet skal holdes væk. 

Råd til hvordan du bekæmper skadedyr:

  • Frugttræer og buske: Er dine frugttræer eller buske udsat for skadedyrsansgreb, så kan du forsøge at afhjælpe problemet ved at fjerne skadedyrene og/eller de angrebne blade og grene. 
  • Drivhuset: Større skadedyr som lus og larver kan bekæmpes ved, at du fjerner dem og de blade, de har angrebet. Du kan også så eller plante bunddække som fx tallerkensmækker, der tiltrækker nyttedyr som mariehøns, der er gode til at bekæmpe skadedyr. 
  • Køkkenhaven: Det kan være en god idé at beskytte grøntsagerne i din køkkenhave mod flyvende skadedyr med et insekt-net, indtil de har en vis størrelse. Hvis du gerne vil minimere risikoen for svampesygdommen, bør du sørge for at lave sædskifte, dvs. udskifte planterne fra år til år, så der går så lang tid som muligt, før de samme afgrøder igen vokser i det samme bed.

Du kan finde mere information på Miljøstyrelsens hjemmeside, som har samlet en masse tips til en sprøjtefri have. Der er fx konkrete eksempler på, hvordan du bedst bekæmper nogle af de mest hyppige skadedyr. 

Læs Miljøstyrelsens tips her