Affald

Sådan minimerer du problemer med insekter og lugt fra affaldet

Affald

Hen over sommeren kan de varme temperaturer forårsage lugtgener og problemer med fluer og maddiker i madaffaldet. Her er nogle tips til, hvordan du kan få bugt med disse.

I juni, juli og august tømmer vi 2-kammerbeholdere til mad- og restaffald hver uge fremfor hver 14. dag. Et initiativ vi indførte for et par år siden for at mindske risikoen for, at der opstår problemer med fluer, maddiker og lugt fra affaldet.   

Vores erfaringer viser imidlertid, at problemerne primært opstår, hvis poserne med madaffald går i stykker eller ikke er ordentligt lukket, hvilket får madvæske til at sive ud i beholderen. Vi kan derfor ikke komme problemerne til livs alene med ugentlig tømning, da det kun hjælper på lugten fra poserne. 

Her kan du imidlertid selv gøre en forskel i den måde, du håndterer dit affald. 

Vi har samlet 11 gode råd til at mindske problemer med insekter og lugt: 

  1. Lad madaffaldet dryppe af eller pres væsken ud, inden du smider det ud. Brug eventuelt køkkenrulle til at absorbere væsken.
  2. Pak letfordærvelige og stærkt lugtende madvarer, f.eks. fisk og kød, ind i to poser.
  3. Brug en indendørs køkkenspand med huller i siderne for at sikre luftcirkulation til madaffaldet.
  4. Skift posen hver dag, når det er varmt, og brug eventuelt to poser.
  5. Undlad at overfylde poserne.
  6. Luk poserne med en stram knude – det gælder både mad- og restaffaldet.
  7. Læg poserne forsigtigt i din 2-kammerbeholder, så de ikke går i stykker.
  8. Placer 2-kammerbeholderen i skyggen, hvis det er muligt.
  9. Hold låget på både din indendørs køkkenspand og din 2-kammerbeholder lukket.
  10. Rengør indimellem 2-kammerbeholderen med vand og sæbe.
  11. Husk at tøm dine konservesdåser for indhold, sådan at der fx ikke er tomatrester tilbage i dåsen, hvilket kan tiltrække bananfluer.