Lille pige drikker vand fra vandhane

Vores drikkevand er fri for PFAS

Drikkevand

PFAS og andre kemikalier i drikkevand fylder igen i medierne. Derfor bekymrer mange sig forståeligt nok. Men du kan fortsat trygt drikke vandet her i Lyngby-Taarbæk.

Forurening af drikkevandet i Danmark fylder i mediebilledet. Og det er der desværre også grund til. Tidligere er der berettet om forurening af det sekundære grundvand med PFAS-mængder over grænseværdien 1.100 flere steder i landet, herunder også ét sted i Lyngby-Taarbæk. Men vi vil gerne understrege, at det ikke har nogen betydning for dit drikkevand:

”Vores seneste målinger viser, at der i 2 af vores 9 indvendingsboringer er konstateret PFAS-stoffer, men det er en mængde, der ligger langt under grænseværdien. Og i det vand, der distribueres ud til vores kunder, ligger målingerne af PFAS så lavt, at de ikke kan måles", siger programleder fra Lyngby-Taarbæk Forsyning, Anette Skibsted.

Sekundært grundvand

Det sekundære grundvand ligger i de øvre jordlag, mens drikkevandet udvindes dybere nede fra det primære grundvandsmagasin.

Hvad angår forurening ved Mortonsvej, hvor der har ligget en tidligere plastfabrik, er målingerne taget fra det sekundære grundvand og ikke fra det grundvand, vi indvinder fra: "Derfor påvirker forureningen ved Mortonsvej ikke drikkevandet i Lyngby-Taarbæk. Vores drikkevand er forsat af høj kvalitet”, tilføjer Anette Skibsted. 

Overvågning efter myndighedernes krav og mere til

I Lyngby-Taarbæk Forsyning måler vi kvaliteten af drikkevandet efter de krav, myndighederne stiller. Der, hvor vi har konstateret PFAS, har vi øget frekvensen af målinger for at følge udviklingen tæt. Vi er løbende i dialog med myndighederne omkring vores prøvetagningsprogram og er åbne overfor at udvide prøvetagningsprogrammet – altså hvad drikkevandet måles for og hvor ofte. Men det er en beslutning, myndighederne skal træffe:
 
”Som vandforsyningsselskab er vi i jævnlig dialog med vores myndighed, Lyngby-Taarbæk Kommune, om hvorvidt vores prøveprogram skal udvides, eller om vi skal tage ekstra prøver af den ene eller anden art. Hvis vores kontrol med drikkevandet skal udvides, er det vigtigt at gøre det rigtigt. Og det er myndigheden, altså kommunen, der bør definere, hvad der er vigtigst at måle og hvor ofte”, fortæller driftsleder Mikkel Nielsen. 

PFAS i Mølleåen har intet med vores renseanlægget at gøre

Det er ikke kun PFAS i drikkevandet, der er i fokus i mediebilledet. Der er også konstateret PFAS i Mølleåen. Det er Lyngby-Taarbæk Kommune, der sammen med myndigheder og omkringliggende kommuner, undersøger årsagen til forureningen. Og den kommer ikke fra vores spildevand, da det kun indeholder PFAS langt under myndighedernes grænseværdi. Desuden udleder vi alt det rensede spildevand til Øresund og ikke til Mølleåen. Men vi vil fortsat holde øje med udviklingen og kontrollere det spildevand, vi har til opgave at håndtere og rense grundigt og forsvarligt.

Besøg Lyngby-Taarbæk Kommunes hjemmeside for mere information om PFAS i Mølleåen

Gå til Lyngby-Taarbæk Kommunes hjemmeside