Renovering og forbedring af rensetrin på renseanlægget Mølleåværket

Fra februar til april 2023 renoverer og forbedrer vi det første rensetrin på renseanlægget Mølleåværket.

Renovering af riste på Mølleåværket

Det første rensetrin består af riste, som fjerner de større, faste ting i spildevandet – lidt ligesom en si. Disse riste bliver nu udskiftet til nogle bedre riste, og vi renoverer samtidig bygningen, som ristene står i. 

Efter ristene løftes spildevandet op til de næste renseprocesser ved hjælp af en pumpestation. Disse pumper udskifter vi samtidig til nye, optimerede pumper.

Her arbejder vi

Hovedparten af arbejdet foregår inde på selve renseanlægget. Men vi er i anlægsperioden også nødt til at arbejde uden for selve renseanlægget – ud for Dybendalsvej 30 og et stykke hen langs stien ved Mølleåen. Her pumper vi alt spildevandet uden om selve renseanlægget ved hjælp af 7 pumper, som suger vandet op fra en kloakbrønd igennem 4 store rør. Inden det ledes videre ind på renseanlægget igen, løber vandet igennem en midlertidig rist, så vi fortsat kan rense vandet på en sædvanlig god måde. 

Da der kommer spildevand til renseanlægget i alle døgnets timer, kommer pumperne til at køre i døgndrift i den nødvendige periode på cirka 6 uger. Pumperne starter op i uge 9 og kører derefter i cirka 6 uger, dvs. til midten af april.

Udover pumpearbejdet vil der blive gravet ud til nye brønde inden for den midlertidige afspærring.

Der vil være mulighed for passage for gående og cyklister i hele perioden.