blå stophane på fortov

Ventiler i skel – hvem er ejer?

Drikkevand

Kender du reglerne for, hvem der må åbne og lukke den ventil, der sidder på vand-stikledningen ved skellet ind til din ejendom? Få svaret her. 

På baggrund af en forespørgsel fra en kunde vil vi hermed gerne informere alle vores kunder om, hvem der ejer de ventiler – også kaldet stophaner – der er placeret på vandledninger i vej- og fortovsarealer. 

Fra de store vandledninger i vejen går der stikledninger til skelgrænsen ved den enkelte grundejer. På alle stikledninger vil der typisk ved skellet være placeret en ventil, så det er muligt at lukke for vandet til ejendommen. Det kan fx være nødvendigt, hvis der er sket et brud inde på grundejerens ledning, eller der skal laves ledningsarbejde. 

Der er også placeret andre ventiler, som enten afspærrer vandet til hele veje eller større områder. Dem anvender vi i Lyngby-Taarbæk Forsyning i forbindelse med brud på vandledninger og akutte reparationer af vandledningerne.

Alle ventiler i vej- og fortovsareal ejes af Lyngby-Taarbæk Forsyning, og betjeningen skal også udføres af os. 

Hvis du benytter en ventil eller en stophane uretmæssigt, og den går i stykker, bliver du pålagt omkostningerne til at udbedre skaderne.

Hvis du har brug for at lukke for vandet

Hvis der sker en skade inde på din grund – fx et brud på din installation – skal du anvende hovedhanen, som er placeret der, hvor jordledningen kommer ind i huset. Det er typisk ved vandmåleren.

Hvis du har behov for at lukke for vandet til hele din ejendom, så skal du kontakte os på telefon 72 28 33 60. 

Hvis du ringer uden for almindelig åbningstid, skal du høre beskeden på vores telefonsvarer færdig, og derefter vil du blive viderestillet til vores vagt. 
 

Læs mere om det her

Emne