Direktørens beretning

Luftfoto af Lyngby centrum

Mange fine resultater til trods for corona-nedlukning

2020 blev for alle et anderledes år – det gælder også for Lyngby-Taarbæk Forsyning.

Da corona-virussen ramte landet, måtte vi også lægge hverdagen om. Men da drikkevand, afledning og rensning af spildevand samt afhentning af affald er grundlæggende for, at vores samfund fungerer, kan vi ikke bare hjemsende alle vores medarbejdere. Med justerede arbejdsrutiner og fysiske restriktioner for medarbejderne har vi på sædvanlig vis leveret stort set alle vores tjenester til kunderne igennem hele perioden.

Enkelte områder har dog været påvirket af nedlukningen, og især affaldsområdet krævede ekstra tiltag. I forbindelse med den landsdækkende nedlukning af genbrugsstationerne iværksatte vi ekstraordinære indsamlinger af haveaffald, og da genbrugsstationen igen åbnede, krævede det ekstra mandskab til at håndtere sikker adgang til pladsen. Nedlukningen betød desværre også, at udskiftningen af vandledninger i Hjortekær har trukket ud.

Men alt i alt kom vi ud af 2020 med et tilfredsstillende resultat, selvom affaldsområdet lander med et minus på 1,4 millioner kroner på grund af uforudsete udgifter til de ekstra corona-tiltag.


Overløb og spildevandsprojekter

Skybrud i Lyngby

I sommeren 2020 kom der stort fokus på overløb og udledning af spildevand til vandmiljøet. Vi mærkede også det øgede fokus – ikke mindst i forbindelse med skybrud og kraftige regnskyl i sensommeren. 

Det er ingen hemmelighed, at vi også i Lyngby-Taarbæk mærker klimaforandringernes øgede regnmængder, der presser vores kloaknet. Derfor arbejder vi også hårdt for at håndtere vandmængderne og reducere antallet af overløb.

I 2020 blev de to nye forsinkelsesbassiner ved Ålebækken færdige, og når det eksisterende, åbne bassin er færdigrenoveret i 2021, har vi fordoblet kapaciteten ved Ålebækken. I 2020 indledte vi også et spildevandprojekt ved Stokkerup nord for Taarbæk. Her adskiller vi regn- og spildevand, og dermed sætter vi prop i et overløb til Øresund – til glæde for havmiljø og badegæster.

I efteråret gennemførte vi også et projekt med separering af regn- og spildevand på Grønnevej og Virum Stationsvej. Her bliver regnvandet nu ledt til regnvandssøen i Virumparken.

Mølleåværket bliver også påvirket af de øgede regnmængder. Efter skybruddet den 25. september modtog Mølleåværket 100 millioner ekstra liter vand til rensning. Så separering af regnvand i oplandet hjælper også på Mølleåværkets drift. Vi investerer løbende i værket, så renseprocessen optimeres. I 2020 fortsatte renoveringen af værkets rådnetanke, og flere projekter er i støbeskeen. 

 
Letbanen giver travlhed

Ledningsomlægninger på Buddingevej har betydet, at vejen har været ensrettet ved de engelske rækkehuse
Ledningsomlægningerne på blandt andet Buddingevej, hvor trafikken og beboerne i perioder er ramt af gener fra arbejdet.

I forbindelse med letbanen har vi i Lyngby-Taarbæk Forsyning travlt med at omlægge vores forsyningsledninger, så de ikke ligger under de kommende skinner.

Arbejdet begyndte i 2019, og i 2020 satte det for alvor sit præg på byen. Ikke mindst på Buddingevej er trafikken påvirket, og naboerne er i perioder ramt af gener fra arbejdet – at mange arbejder hjemme har ikke hjulpet på situationen.

Vi prøver at finde de mest skånsomme metoder for arbejdet, men desværre kan vi ikke gennemføre så store anlægsarbejder uden gener. Vi er desuden under stort tidspres, da Hovedstadens Letbane skal i gang med deres del af arbejdet efter at vi er færdige. Men vi gør, hvad vi kan, inden for de rammer, vi har.


Prop i vandtabet

Lyngbys nye vandværk
Vores nye vandværk ved DTU i Lundtofte tog for alvor form i 2020.

De seneste år har vandtabet i ledningsnettet været alt for højt, og derfor har vi iværksat en række tiltag, der skal reducere det. I 2019 undersøgte vi ledningsnettet i Virum med avanceret lækagesøgningsudstyr, og i 2020 kom turen til resten af nettet. Vi fandt 31 skjulte brud i 2020, hvoraf halvdelen var på vores egne ledninger. Disse blev straks repareret. De resterende brud ligger på private ledninger, og her har ejerne fået besked på at reparere ledningerne.

Indsatsen har båret frugt – fra 2019 til 2020 faldt vandtabet fra 11 til 7,1 procent. Nu skal de gode resultater fastholdes, og derfor har vi speedet op for udskiftningen af de gamle støbejernsledninger, der giver mange brud.

I 2020 blev renoveringen af Lundtofte Pumpestation færdig, og arbejdet på vores nye vandværk i Lundtofte fortsatte. Vi forventer, at vandværket sender frisk drikkevand ud til kunderne i slutningen af 2021. 

Projektet med udskiftning til fjernaflæste vandmålere kom for alvor i gang igen. Et pilotprojekt viste, at de nye målere lever op til vores krav, og derfor bliver alle 11.500 vandmålere i kommunen udskiftet i 2021.


Arbejdsmiljø

Vi har i 2020 øget vores fokus på arbejdsmiljø væsentligt, og det vil være et indsatsområde fremover. Og der er plads til forbedringer. Forsyningsområdet er på nationalt plan statistisk set et af de farligste steder at arbejde. Og vi har også for mange uheld – både blandt vores egne medarbejdere og hos vores underleverandører/entreprenører.

Helt grundlæggende har vi alle en forpligtelse til at sikre, at vi kommer sikkert hjem fra arbejde. Fremover er det derfor en forudsætning for at arbejde med og for Lyngby-Taarbæk Forsyning, at man gør sit yderste for at arbejde sikkert, og at man har konstant fokus på de risici, vi naturligt er omgivet af. Med ordentligt planlagte processer, motiveret og uddannet personale samt de rette fysiske og psykiske rammebetingelser, kan ALLE uheld undgås.  


Organisationstilpasning og strategiproces

I april 2020 tiltrådte jeg jobbet som administrerende direktør i Lyngby-Taarbæk Forsyning. På baggrund af samtaler med bestyrelse, medarbejdere og mine egne observationer har direktionen igangsat en strategiproces, hvor medarbejdere og ledere sammen har defineret 14 indsatsområder med i alt 154 aktioner. Vi er allerede nået langt, og processen forventes færdig til sommeren 2021. 

De kommende fem år har vi planlagt anlægsinvesteringer på rundt regnet en milliard kroner. For at sikre, at projekterne bliver leveret til den planlagte tid, budget og kvalitet, har vi justeret på organisationen og sat fokus på blandt andet indkøb, kontraktstyring, projektledelse og IT/digitalisering. 

Et andet fokusområde er vores kundeservice, og i 2020 har vi blandt andet gennemført en kundetilfredshedsundersøgelse og nedsat et kundepanel, så vi har mere direkte føling med, hvad vores kunder oplever i mødet med Lyngby-Taarbæk Forsyning. Også på dette område har vi omorganiseret, så de kundevendte funktioner nu er samlet i en afdeling.

I 2020 relancerede vi også vores hjemmeside for at optimere den del af vores kommunikation og kundeservice. I den forbindelse har vi også søsat et nyhedsbrev, så vores kunder kan få direkte besked om vores arbejde med at gøre affaldsordninger, vandforsyning samt håndtering og rensning af spildevand endnu bedre.

Samtidig har vi lanceret en affalds-app til smart phones og en sorteringsguide, der hjælper kunderne med at sortere affaldet korrekt.

Alt i alt har vi haft et spændende, resultatskabende og foranderligt år, og vi glæder os rigtig meget til, hvad 2021 vil bringe. 

 

Flemming Horn Nielsen

Med venlig hilsen

Flemming Horn Nielsen
Administrerende direktør