Spildevand

Kloakarbejde

I 2020 kom der i offentligheden for alvor fokus på rensning af spildevand og overløb til naturen. 

Det er et område, vi har haft fokus på i mange år, og i 2020 fortsatte vi med at klimatilpasse vores spildevandssystem. Ledningsomlægningerne i forbindelse med den nye letbane har også givet travlhed.

Færre overløb, ren jord og offentlig park

Forsinkelsesbassiner
Opbygningen af to forsinkelsesbassiner på det nedlagte Ålebækken Renseanlæg.

På det nedlagte Ålebækken Renseanlæg ved Teknikerbyen i Brede fortsatte vi i 2020 arbejdet med et stort klima- og miljøprojekt.

Den forurenede jord er renset op, og vi har anlagt to lukkede forsinkelsesbassiner, der fordobler kapaciteten på grunden. 

Det gamle overløbsbassin er ved at blive renoveret, og når det står klar i første halvdel af 2021, har vi en samlet kapacitet på 10.000 kubikmeter vand. Projektet betyder, at vi reducerer både lugtgener i området og overløb til Mølleåen.

Når de sidste maskiner har forladt området, bliver der offentlig adgang til Ålebækken Ruinpark, hvor dele af de gamle anlæg er bevaret som skulpturelle elementer.

Læs mere om Ålebækken

 

Renere vand i Øresund

For at reducere overløb til Øresund – til glæde for både badegæster og havmiljø – har vi over de seneste år separeret regnvand fra spildevand i og omkring Taarbæk.

I 2020 indledte vi sidste fase med anlæggelsen af en ny regnvandsledning ved Stokkerup nord for Taarbæk. Med projektet forhindrer vi overløb med spildevand ved Stokkerup.

Læs mere om projektet

 

Byudvikling byder på avanceret spildevandshåndtering

Trongården

Udbygningen af Lyngby betyder, at vi skal byggemodne med nye vand- og spildevandsledninger. Ved Trongården så en ny bydel dagens lys i 2020, og det er første område i Lyngby med et tre-strenget kloaksystem. Her vil en dedikeret ledning til spildevand, tagvand og vejvand sørge for den mest optimale håndtering af vandet.

Tagvandet er det reneste, og det bliver ledt til faskiner, hvorfra det nedsiver til undergrunden. Vandet fra veje er let forurenet, og derfor bliver det ledt til åbne regnbede i kvarteret, hvor det bliver renset, inden det bliver sendt videre til naturen.

Spildevandet skal selvfølgelig renses grundigt, så det bliver sendt til Mølleåværket. 

 

Ledningsomlægninger på grund af letbanen

Ledningsomlægninger på Buddingevej har betydet, at vejen har været ensrettet ved de engelske rækkehuse

Som følge af den kommende letbane omlægger vi ledninger på en stor del af letbanens rute gennem Lyngby. Ledningerne må nemlig ikke ligge under skinnerne. 

I 2020 gik arbejdet for alvor i gang langs Buddingevej og Klampenborgvej, og især på Buddingevej har arbejdet givet gener for trafikken og beboerne, da boligerne på visse strækninger ligger meget tæt på vejen og dermed entreprenørarbejdet.

Vores arbejde med ledningsomlægninger på Buddingevej forventes færdigt midt i 2022, mens arbejdet på de øvrige strækninger er færdigt eller forventes færdigt i første halvdel af 2021.